Isaac Asimov skrev novelleserien Foundation helt tilbage i 40’erne (Udgivet som bogserie i 1951), og bøgerne er sidenhen blevet nogle af de mest ikoniske værker i science fiction. Stort set alle moderne science fiction forfattere har Asimov som forbillede. Indtil videre er bøgerne dog ikke filmatiseret, men nu er arbejdet gået igang på en tv-serie baseret på bøgerne. Det er produktionsselskabet Skydance der står bag produktionen, og nu har de altså fundet den kunde, der vil købe og distribuere serien: Apple.
Klassisk science fiction
Foundation er historien om en videnskabsmand der, langt ude i fremtiden efter mennesket er spredt på mange planeter i universet, opfinder en måde, hvorpå man kan forudsige hvordan store menneskemasser vil opføre sig – og dermed forudsige fremtidens historiske begivenheder. Det sker på et tidspunkt, hvor det galaktiske imperium er på vej ind i en dødsspiral. Over mange hundrede år følger man i serien resultatet af hans forsøg på at redde menneskeheden fra totalt anarki.
Flere forsøg
Der er tidligere lavet flere forsøg på at filmatisere Foundation, men historien er svær at koge ned til de par timer en film har til rådighed. Men med serier som Game of Thrones som forbillede, er det blevet mere legitimt at producere meget store titler som tv-serier, så Skydance har altså givet sig i kast med Foundation – og nu har Apple altså købt rettighederne.
Der er endnu intet nyt om forventet premiere år, men projektet er stadig kun på tegnebrættet, så vi skal desværre nok vente en rum tid.