Gadgets

Apple lancerer iPhone 7

Her til aften dansk tid – formiddag lokal tid i San Fransisco – lancerede Apple endelig det, vi alle har gået og ventet på; iPhone 7 så dagens lys foran et par tusinde tilskuere lokalt i salen og mange millioner via Apples livestream.

iPhone 7 overrasker ikke… Særligt meget!

Der var, som sædvanlig, ikke mange detaljer om den nye telefon, der ikke allerede var sluppet ud. Det er efterhånden sædvane, at rygterne spreder sig på nettet – vi har også selv haft en del rygter, som eksempelvis at telefonen vil have fire højttalere (hvilket ikke holdt) og at den ligner iPhone 6 (Hvilket viste sig at være rigtigt). Rygterne har langt hen ad vejen vist sig at tale helt sandt. Ikke desto mindre er der nogle få ting, der alligevel kommer lidt som overraskelser – blandt andet de nye AirPods, der ikke tidligere er sluppet billeder ud af.

 

Samme design – næsten

iPhone 7 er, på stort set alle måder, en tro kopi af iPhone 6 – den eneste direkte forskel er, at antenne-“stregerne” på bagsiden er blevet flyttet og er en smule mindre fremtrædende. Udover det er begge de to telefoner, 7 og 7 Plus, samme størrelser som tidligere, nemlig 4,7″ og 5,5″. Derudover vil det være muligt at få telefonen i helt sort – i to forskellige muligheder, en skinnende version og en mat version – hvilket nok vil være interessant for alle dem, der gerne vil vise udadtil, at de har den nyeste telefon.

Hurtigere end nogensinde

Telefonen er 50% hurtigere end den foregående generation ved hjælp af deres nyeste processor A10 Fusion, der er en firekernet processor. Den nye iPhone er nu 240x hurtigere end den første generation af iPhone, og Apple hævder, at A10 er den hurtigste processor i en smartphone nogensinde.

 

Ny trykfølsom startknap

Startknappen har fået en overhaling med en såkaldt taptic engine. Reelt set bevæger knappen sig altså reelt ikke længere (en teknologi, Apple før har brugt i deres MacBook og MacBook Pro.) Knappen er også trykfølsom nu, hvilket giver helt nye muligheder for at bruge software til at skabe nye funktioner.

Ingen 3,5″ headset

Som rygterne har talt om, er iPhone 7 født uden et dedikeret høretelefonstik. Dermed er der tre muligheder; brug et bluetooth headset, køb et nyt headset med lightning-stik eller brug en adapter. Apple har været søde og har lagt en adapter i pakken, og selv om det måske ikke er det mest praktiske, er det dog et nik til alle dem, der har gode og dyre headsets liggende, som de gerne vil fortsætte med at bruge. Kønt er det dog ikke…

Vandtæt

Apples telefoner har indtil videre ikke officielt haft en vandtæt telefon, men det ændrer sig med iPhone 7. Den nye telefon er vandtæt ned til ca. en meter i mindst 30 minutter. Det er vel at mærke minimumspecifikationer, for formentlig vil telefonen sagtens kunne klare meget mere, og du vil sagtens kunne kaste dig i vandet og tage billeder under overfladen i poolen.

 

Bedre kamera

Den nye iPhone har fået et helt nyt kamera, der har optisk stabilizer, hvilket burde give meget skarpere billeder på især iPhone 7 set i forhold til iPhone 6S. Især i mørke omgivelser vil du også kunne få meget bedre billeder med iPhone 7, og i kombination med iOS 10 kan man skyde RAW billeder. Kameraet er dog stadig 12 Megapixler.

Forsiden har også fået et bedre kamera på 7 megapixel, hvilket skulle kunne give noget bedre selfies for dem, der er til den slags – og bedre video ved FaceTime samtaler.

Vælger du at investere i iPhone 7 Plus vil du få et ekstra kamera, der især vil have betydning for dig, der gerne vil kunne zoome i billedet. Reelt vil du kunne få 2X optisk zoom. Du kan også vælge at zoome helt op til 10x, men alt udover 2x er digitalt zoom.

 

Vælger du den store iPhone vil du også få mulighed for at lave nogle ganske imponerende portrætter med dybdeskarphed, der ligner noget taget på et dyrt spejlreflekskamera. Denne funktion kommer dog først senere til iPhone 7 Plus som en softwareopdatering.

Stereo højttalere

For første gang har iPhone 7 fået stereohøjttalere, hvilket i praksis betyder meget bedre lyd hvis du lytter til telefonens indbyggede højttalere. De to højttalere er en af grundene til, at Apple har droppet det analoge høretelefonstik.

 

AirPods – nydesignede høretelefonerimg_0010

En overraskelse er de nye Apple AirPods, der er det der hedder “ægte trådløse” – der er altså heller ikke ledning imellem de to små høretelefoner. De kan holde batteri i fem timer ad gangen. AirPods kan sættes op på tværs af alle Appleenheder, og der er ikke noget ballade med opsætning og bluetooth indstillinger.

Desværre følger AirPods ikke med i æsken, men kan købes separat for 1.379 kr.. I kassen finder man dog en lightning udgave.

 

Apple lancerer iPhone 7 i Danmark allerede om halvanden uge, d. 16. september. Den kommer for første i en 256GB udgave og den mindste vil have 32GB.

 

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.