Apple har i nat gjort deres Kort-app væsentlig mere interessant for danskere, svenskere og nordmænd; de har nemlig lanceret funktionen “offentlig transport” i hele Skandinavien. Det betyder, at Kort nu kan hjælpe dig fra A til B ved hjælp af offentlige transportmidler.
Funktionen giver ofte flere forskellige valgmuligheder, der hvor man kan vælge mellem f.eks. at tage bus eller tog eller forskellige kombinationer. Appen viser naturligvis afgangstidspunkter, advarsler om ændringer og omlægninger, guider til ind- og udgange og viser ruten trin for trin.
Både regionale busser og tog
Kort viser de forskellige præcise skilte for Metro, Letbane, DSB, Regionaltog eller Intercitytog, Letbaner og de mange forskellige regionale busselskaber, så det er nemt genkendeligt hvilken offentlig trafikform man skal tage. Vælger man informationslaget Offentlig transport under indstillinger i app’en, så får man særdeles detaljeret information med placering af stoppesteder med videre.
Man kan naturligvis altid bede Siri om hjælp.
Med lanceringen i Skandinavien findes Offentlig transport nu i 17 lande i alt, lige fra fra New Zealand over Singapore, USA og Storbritanien til altså også nu i Danmark.