Gadgets

Apple lancering i september bliver måske den største nogensinde

Apple er klar med ekstra meget guf til æbleelskerne når Tim Cook går på scenen i september siger nye rygter

En ny, billig MacBook. AirPower oplader. Tre nye iPhones. Nye iPad Pro’er. Der er mange nye produkter klar til at ryge på gaden når Apples kommende lanceringsevent er slut engang i første halvdel af september. I hvert fald hvis man skal tro en rapport i Digitimes, der tidligere har været leveringsdygtige i Apple rygter, der har holdt vand – og nogle, der ikke har. Under alle omstændigheder falder det meget godt i tråd med de rygter der for tiden florerer om Apples kommende produkter.

Her er, hvad det ser ud til, Apple har klar til deres fans til september:

 

Nye iPhones

Vi har skrevet om de kommende iPhones både her, her og her. Og der er efterhånden ikke meget tvivl: Der kommer tre nye iPhones – en der er en opgradering af iPhone X, en der er større end iPhone X (En Plus) og en billigere udgave, der ligner iPhone X men med en LCD skærm i stedet for OLED og et enkelt kamera i stedet for to.

Nye iPad Pro’er

Vi har også tidligere skrevet om den kommende iPad Pro, der ser ud til at have en del til fælles med iPhone X. En fuld skærm dækker stort set hele fronten, men der er dog ikke et hak til kameraet, der er integreret i kanten. Der er også FaceID og mange af de andre features fra iPhone X.

 

AirPower

Egentlig blev AirPower lanceret sammen med iPhone X sidste år – men den er altså ikke dukket op endnu. Det gør Apple formentlig noget ved meget snart – og på eventet i september får vi detaljer om, hvornår den bliver sat til salg.

Ny MacBook

Det er kun en måned siden, Apple lancerede nye MacBook Pro’er – men nu kommer der også en ny MacBook der måske er tænkt som afløseren for MacBook Air. Apple har droppet Air betegnelsen fra sine iPads, og det skulle undre om det samme ikke vil ske for MacBook serien nu. Den nye MacBook skulle, ifølge rygterne, være udstyret med nyeste generation af Intels processorer. Men det er prisen, der er det interessante: Omkring 1.200$ – hvilket svarer til under 8.000 kr. Dermed vil den komme til at koste næsten det samme som en Air koster i dag – men altså med Retina Display og nyeste processorer. Og formentlig også mere hukommelse.

Apple har endnu ikke inviteret til deres årlige arrangement i Cupertino, men det ventes at blive i første halvdel af september.

 

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.