Computere og tilbehør

Apple MacBook Pro 13″ (2018)

Den nye MacBook retter op på de værste problemer med forrige generation - men prisen er stadig næsten vanvittig.

Det gør næsten ondt når man ser prisskiltet på den nyeste MacBook Pro. 15.999 kr. for den billigste udgave med touchbar – helt op til 32.899 kr. hvis du fyrer den af og får en bedre processor, mere RAM og hele 2TB SSD disk. Avs. Når det så er sagt, er der virkelig sket forbedringer med den lille bærbare, det er til at tage og føle på, og hvis du vil have en ultra mobil bærbar der stadig har masser af kræfter er den lille 13″ MacBook Pro et særdeles godt valg.

Ligner sig selv

Designet er der ikke sket meget med på den nye MacBook Pro – hverken i den version vi tester her eller storebror på 15″. Faktisk er designet helt identisk med den første generation af de nye Pro’er, der kom til verden i 2016. 13″ udgaven fås i to farver – reelt set en lys og en mørk grå. Det er nok de færreste, der vil kunne have noget reelt imod designet, og jeg forstår Apples principper; der er ingen grund til at ændre på det hvis man alligevel ikke har teknologien til at lave noget, der bliver bedre (og pænere).

 

Hastighed helt i top

En af de store opgraderinger på dette års MacBooks er processorkraften, der har fået et grundigt hak opad. I vores testmaskine sidder en Core i7 processor med fire kerner, der kører med 2,7GHz. Det koster 2.580 kr. oven i hatten, så det er ikke en billig affære, især ikke når prisen på computeren i sig selv begynder ved 15.999 kr. Men det gør, at den lille maskine bliver ekstremt højtydende, og i min Geekbench test når den 5323 i singlecore score – og hele 19.061 i multicore. Det er voldsomt for en 13″ maskine, og i praksis betyder det, at den leverer ekstrem ydelse ved stort set alle typer opgaver.

På trods af den høje ydelse er det faktisk sjældent, blæseren går i gang. Der har været en del snak om at 15″ udgaven med Core i9 bliver overophedet – men det er i hvert fald ikke tilfældet med MacBook 13″, der holder sig fint kold – selv i sommervarmen.

Specifikationer, basis konfiguration:
– 2,3 GHz quad-core Intel Core i5-processor (8. generation), Turbo Boost op til 3,8 GHz
– Retina-skærm med True Tone
– Touch Bar og Touch ID
– Intel Iris Plus Graphics 655
– 8 GB 2133 MHz LPDDR3-hukommelse
– SSD-lager på 256 GB
– Fire Thunderbolt 3-porte

 

 

Truetone kommer til MacBook

For første gang på en MacBook har Truetone fundet vej til den nye udgave af Pro serien. Truetone fungerer ved, at en sensor registrerer lyset i rummet og tilpasser skærmen til den omgivende belysning. Om aftenen i kunstigt “rødt” lys, bliver skærmens lys også rødligt, ligesom det ved dagslys bliver “blåt”. Det fungerer fint, og selv om det er en funktion man som bruger nok ikke tænker voldsomt meget over, så bidrager det til, at skærmens lys virker mere naturligt.
Udover det, så er skærmen meget tæt på at være det bedste der kan bygges med dagens teknologi – i hvert fald, hvis man ikke skal ty til OLED skærme, og det ville trods alt nok blive for dyrt. Den er lysstærk og farverne er ekstremt naturtro.

Tastaturet virker! …Måske.

Et kritikpunkt af især den forrige generation af MacBook Pro gik på tastaturet. Risikoen for, at et støvkorn kom ind i mekanismen under tasterne var alt for stor – og når det skete, holdt tasten stort set op med at virke. Det er sket for mig et par gange på tidligere versioner af maskinen, men med det nye tastatur er der lagt en tynd membran ind under hele fladen på tastaturet, der – i hvert fald i teorien – burde få bugt med problemet. Indtil videre fungerer det i hvert fald efter nogle dages test – men det er selvfølgelig ikke et endegyldigt bevis. Når det så er sagt er tastaturet glimrende i den nye version. Apple slog ved lanceringen meget på, at det ikke larmer så meget som tidligere (formentlig på grund af føromtalte silikone membran), og det er for så vidt korrekt – omend jeg synes det er et ganske lille kritikpunkt til at begynde med. Men hvis det er det spin de vil køre på det overlever vi nok det, for faktum er, at hvis man skal have et meget tyndt tastatur, findes der ikke meget bedre på markedet.

Trackpad’en er også en af de allerbedste på markedet – hvis ikke den bedste. Den er decideret enorm, og det virtuelle klik den giver føles naturligt – selv om den overhovedet ikke bevæger sig. Samtidig kan man programmere den stort set som man har lyst. Alt i alt en lækker oplevelse.

 

USB-C er blevet voksen

Da Apple første gang kappede alle snore til USB 3.0 var jeg en af dem, der havde det en smule stramt. Jeg sad med en bunke enheder, der nu enten skulle have nye kabler eller en hæslig adapter. Og dengang i 2016 var USB-C tilbehør næsten ikke til at finde. Det er det nu, og 13″ udgaven af MacBook Pro har fået fuld hastighed på alle fire porte der alle lever op til Thunderbolt 3 specifikationerne. Dermed er der virkelig hul igennem til både skærme, eksterne diske og – måske nærmest allervigtigst for mange professionelle brugere – eGPU’er. Du kan altså smide et (eller flere) eksterne grafikkort på den lille MacBook og få kræfter som en fuldblods maskine. I hvert fald når du sidder derhjemme. Det er den lækre kombination af ultra bærbar på farten og ultra højtydende på kontoret. Det er selvfølgelig ikke billigt, men det er fleksibelt og en fed løsning.

Og nu vi er ved grafikken – det indbyggede Intel Iris Pro 655 kort er egentlig ikke helt håbløst. Det gør ikke den lille Mac til en spillemaskine – så langt fra – men det leverer en udmærket ydelse ved både video- og fotoredigering, hvilket er klart det vigtigste for en maskine af denne type. Jeg har klippet 4K video ved acceptabel ydelse i både Final Cut og Adobe Premiere, og Photoshop kan ikke bringe maskinen i knæ. Med andre ord kan du fint tage den lille maskine med på tur og arbejde på den uden at være bekymret for om den kan klare jobbet.

Ikke for alle

Selv om jeg godt ved, at der findes rigtigt mange, der gerne vil have en Mac, og at eksempelvis studerende vil kigge på MacBook Pro 13″ og tænke at den er egnet til dem, så tror jeg alligevel, man som Mac bruger skal kigge andre steder hen også, for den nyeste udgave af MacBook vil kunne opfylde manges behov – og den begynder ved 11.499 kr. Der er ikke nær den ydelse du får fra Pro’en,  men til en browser, Word og de andre mest almindelige programmer er den helt okay. Du kan også kigge helt andre steder hen – eksempelvis er Huaweis MateBook et rigtigt godt alternativ – til den halve pris. Og den har endda en større skærm. (anmeldelsen er på vej!)

 

Har du til gengæld brug for at fyre den af i Photoshop og er 4K video redigering noget du kunne finde på at arbejde med, ja så er MacBook Pro vejen du skal gå. Selv med et halvsløjt internt grafikkort leverer MacBook’en faktisk en acceptabel ydelse i både Final Cut og Adobe Premiere. Men du skal være indstillet på at betale for herligheden – og 32.899 kr. er fuldstændigt i hegnet, også selv om det er med 2TB harddisk.

Det er svært ikke at kunne lide MacBook Pro 13″ i 2018 udgaven. Men hvor ville jeg dog bare ønske, at den ikke var så vanvittigt dyr. På den anden side kan ingen sætte spørgsmålstegn ved kvaliteten af materialer og komponenter. Så hvis du har behovet og pengene er det bare at komme afsted.

 

Apple MacBook Pro 13" 2018

Design
Funktioner
Ydelse
Pris

15.999 kr.

Den nye udgave af MacBook Pro er raffineret og har fået tydelige forbedringer, der gør at den nu endelig kan kalde sig "Pro" med stolthed. Men du skal betale for herligheden.

 

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.