AnmeldelseComputere og tilbehør

Apple MacBook Pro 13″ Retina (2015)

Det var den nye supertynde MacBook, der stjal al opmærksomheden, da Apple holdt hof i starten af marts. Men Apple har også lagt en anden bærbar nyhed på hylderne, nemlig en opdateret udgave af 13” MacBook Pro med Retina-skærm.  Grundlæggende er det nøjagtigt den samme maskine, som kom på markedet i slutningen af 2013, bortset fra en detalje: Den nye model er  udrustet med Apples nye såkaldte ”Force Touch”-pegeplade. Nå ja, og så har systemet fået en nøk opad – et meget lille et.

Men. Har du allerede en 13” MacBook Pro, du er glad for, er der altså ingen grund til at overveje opgradering.  Forskellen fra forgængeren er virkelig minimal. Går du derimod og pønser på at investere i en skarpt designet, superhurtig bærbar med fantastisk skærm og fremragende batterilevetid, så læs med her.

 

Muskler, batteri og skærm
Designet er der ikke pillet ved. Den nye MacBook Pro har nøjagtigt samme ydre som den to år gamle model. Stikkene er også de samme. Ja, selv Retina-skærmen – Apple har desværre ikke puttet den nye tyndere og mindre energislugende model fra MacBook’en i MacBook Pro.

Maskinen har fået den obligatoriske systemopdatering i form af hurtigere SSD-disk, opdateret grafikchip og Intels seneste Core-processorer. Dertil er batterilevetiden blevet forbedret en anelse, men vi er i småtingsafdelingen. Forbedringerne kan knapt måles i Benchmark-programmer og da slet ikke i dagligt brug. Når det er sagt, så var og er MacBook Pro’en en af meget få bærbare, der tilbyder både muskler, lang batterilevetid og Retina-skærm i en skøn blanding.

 

Force Touch er nice-to-have
Det er den nye Force Touch-pegeplade, der er hovedpersonen. Ved at fjerne den gamle mekaniske pegeplade, som ellers var yderst populær, er det lykkes for Apple at fjerne al mekanikken i MacBook Pro. Ingen snurrende harddiske eller skurrende dvd-drev. Ikke alene nedsætter det risikoen for at ting knækker og går itu, der er heller ingen støj fra maskinen og det gør vidundere for batterilevetiden.

Selv om det føles som om Force Touch-pladen bevæger sig, når den trykkes på, så er det ren illusion. Pladen er helt fast, men fire små motorer under den, giver haptisk feedback ved tryk. Det er smart.

Samtidig kan den nogle tricks, som de gamle pegeplader ikke kan: Med et hårdt tryk på spoleknappen i QuickTime, kan du variere spolefunktion. Ved at Force-trykke på filer, får du previews frem (samme funktion som mellemrumstasten, red.) og i Safari får du små previews af de sider, som links henviser til. Klik på et ord i teksten, så får en definition af det. Der er bygget ekstra funktioner ind i stort set alle Apples egne programmer, og det  kun et spørgsmål om tid førend de også kommer i tredjeparts-programmer. Indtil det kommer i stand er Force Touch dog mest en nice-to-have, ikke en grund til at købe computeren. Så stor forskel gør den ikke.

 

Ydelse og batterilevetid
Apple hævder at maskinen kan håndtere op til 10 timers almindeligt brug på en opladning. Eller op til 12 timer, hvis du nøjes med at se video på den.  Og det svarer i virkeligheden meget godt til vores erfaringer. Jeg havde ingen problemer med at holde maskinen i live en hel arbejdsdag, på trods af, at jeg skifter en del mellem programmer.

På trods af, at den nye 2015-udgave af MacBook Pro 13” er udrustet med Intels nye Broadwell-processorer, så mærkes det faktisk ikke. I Geekbench scorede den 6.393 point (32-bit), mens forgængeren fra 2013 scorede 6.288 point. I 64-bit test scorede 2015-modellen 6.967 point. Det overraskede lidt, da både processor, SSD-diske og grafikken er blevet opdateret.

Generelt er MacBook Pro en maskine der, modsat MacBook og Air, kan bruges til relativt tungt arbejde (4K-videoeredigering, f.eks), mens den slet ikke er beregnet til spil. Her kan den indbyggede Iris-grafikchip slet ikke følge med.

 

Gem pengene …
Nu lyder det måske som om undertegnede er utilfreds med den nye MacBook Pro. Slet ikke. Faktisk har jeg selv købt den, som erstatning for en tre år gammel model uden Retina – og så kan det virkelig betale sig. Ydelsen er up to date, Retina-grafikken er helt fantastisk og maskinen er let og musestille. Det er vitterligt en forrygende maskine, men har du allerede en nyere Retina-maskine, så gem pengene og vent på, at der sker lidt mere på hardware-fronten.

 

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.