I et højst usædvanligt træk har Apple valgt at give Amazon Echo-enheder adgang til Apple Music. Usædvanligt fordi Apple er notorisk indadvendt – og fordi Apple og Amazon ikke ligefrem er bedste venner. Echo-enhederne konkurrerer direkte mod Apples egen Homepod.
Ikke desto mindre kan ejere af Amazon Echo tune ind på Apple Music allerede fra den 17. december.
Beslutningen skyldes naturligvis, at den giver god mening. For begge virksomheder. Apple Music er – i USA – den mest populære streamingtjeneste, og Amazons Echo-højttalere er de bedst sælgende intelligente højttalere. Beslutningen giver Apple Music 50 millioner potentielle nye kunder i musikbutikken.
På den anden side får Amazon et mægtigt våben mod Googles Home-enheder, der har Google Music “indbygget” som de facto musiktjeneste.
“Musik er en af de mest populære funktioner på Alexa. Vi er glade for at kunne give Apple Music – en af de mest populære musiktjenester i USA – til vores kunder i denne højtid,” skrev Amazons Dave Limp i et blogindlæg, der annoncerede nyheden.
Echo-ejere får fuld adgang til Apple Music; sange, artister, albums og egne spillelister, ligesom der er adgang til Beats 1 radiostationen og de Apple-skabte spillelister.