Som vi kunne referere igår, så vil Nordea angiveligt introducere Apple Pay i Danmark, Sverige og Finland allerede i næste uge. Det er svenske Macpro, der via anonyme kilder har fået nyheden.
I dag kan Macpro så fortælle, at de første butikker, der tager imod Apple Pay i Sverige bliver 7-Eleven, Elgiganten og Pressbyrån.
Om det også bliver gældende i Danmark er uvist, men 7-Eleven Danmark er, ligesom den svenske del af kioskkæden, og i øvrigt også Pressbyrån kioskerne, ejet af det norske Reitangruppen.
Også i REMA 1000?
Det er også Reitangruppen, der ejer REMA 1000-supermarkederne, men om det betyder, at man snart vil kunne betale med Apple Pay i REMA 1000, er ren spekulation. Det ville dog være oplagt.
Der er omkring 190 7-Eleven butikker i Danmark. Den første danske 7-Eleven åbnede på Trianglen i København i 1993.
Det er vigtigt at pointere, at hverken Apple eller Nordea endnu har bekræftet rygterne. Men ifølge Macpro vil det ske ved et pressemøde i midten af næste uge.