Den svenske nyhedstjeneste Macpro hævder, at Nordea vil lancere Apple Pay i både Danmark, Sverige og Finland i næste uge. Der skulle komme en officiel udmelding på tirsdag den 24. oktober.
Macpro har, naturligvis, ikke fået bekræftet rygterne officielt af hverken Apple eller Nordea, men hævder at have talt med adskillige anonyme kilder, der bekræfter opstarten.
Nordea har mere end 11 millioner kunder i Danmark, Norge, Sverige, Finland og de baltiske lande. I 2015 udgjorde betalinger med kontanter kun 20 procent af den samlede omsætning i detailhandlen. Danmark og de andre skandinaviske lande har flere kortbetalinger og færre kontantbetalinger per indbygger end de fleste andre lande.
Om Apple Pay …
Apples betalingsløsning kan i teorien erstatte dankortet, så der kan betales med mobiltelefonen. Man kan betale med tjenesten både i udvalgte butikker, på mobiltelefonen (iOS) og på hjemmesider.
Betalingstjenesten har være tilgængelig i USA siden marts 2016 og i enkelte lande i Europa siden sensommeren 2016 deriblandt England, Frankrig, Schweiz og Spanien.
Den største konkurrent til Apple Pay herhjemme (ud over dankortet) er Danske Banks MobilePay-app.