Apple er havnet i et juridisk stormvejr, efter at et nyt gruppesøgsmål hævder, at de populære Apple Watch-remme indeholder høje niveauer af PFAS – også kaldet “evighedskemikalier” – uden at informere forbrugerne om risikoen.
Evighedskemikalier er kemikalier, der er kendt for deres evne til at ophobe sig i miljøet og kroppen uden at nedbrydes. De omstridte remme inkluderer Sport Band, Ocean Band og Nike Sport Band, som alle er lavet af fluoroelastomer.
PFAS er berygtede for deres forbindelse til kræft, immunsystemproblemer og fosterskader.
“Apple kunne have undgået risikoen ved at bruge sikre alternativer, men har i stedet prioriteret profit fremfor forbrugernes sikkerhed,” lyder det i søgsmålet, som også beskylder Apple for bedrageri og uretmæssig berigelse.
Sagen bygger blandt andet på en undersøgelse fra University of Notre Dame, der fandt høje PFAS-niveauer i flere fitness-tracker-remme, herunder Apple-produkter. Forskningen påpeger, at de skadelige kemikalier kan trænge ind i kroppen via sved og åbne hudporer – en risiko, der kun øges under træning.
Apple afviser beskyldningerne:
“Apple Watch-remme er sikre at bruge. Vi gennemfører grundige tests, både internt og via uafhængige laboratorier,” skriver Apple i en udtalelse til Digital Trends.
Gruppesøgsmålet er indgivet ved en distriktsdomstol i Californien og kræver et stop for salget af de nævnte remme samt økonomisk kompensation til forbrugerne.