Onsdag indsendte Spotify en officiel klage til Den Europæiske Konkurrencemyndighed over Apples behandling af tredjeparts-apps i App Store. Samtidig startede musiktjenesten en aggressiv kampagne mod Apple. I dag har Apple så udsendt et officielt svar på Spotifys anklager.
Spotify mener det er konkurrenceforvridende, at Apple både ejer App Store, som distribuerer konkurenternes musiktjeneste og samtidig har sin egen Apple Music. Konkret er musiktjenesten meget utilfredse med, at de skal betale 30 procent af indtægterne på abonnementer, der købes gennem App Store, til Apple.
Vil have det hele uden at betale
Ikke overraskende er Apple bestemt ikke enig med Spotify. De skriver, at streamingtjenesten spreder “misinformation”, og skriver videre at Spotify får størstedelen af sine indtægter fra reklamer og partnerskaber med teleoperatører, hvoraf Apple ikke får en bid af kagen. Indtægterne fra salget af digitale abonnementer gennem App Store er en meget lille del af Spotifys forretning, argumenterer Apple.
“Efter i årevis at have brugt App Store til dramatisk at vækste deres forretning, forsøger Spotify nu at beholde alle fordelene ved App Store-økosystemet – herunder de indtægter de henter hos App Store-kunderne – uden at bidrage til markedspladsen,” skriver Apple.
Blokerer for opdateringer
Den svenske streamingtjeneste hævder også, at Apple saboterer opdateringer af Spotify-app’en, ved at nægte den godkendelse. Til det svarer Apple, at de udelukkende nægter godkendelse til apps der overskrider App Store-reglerne – såsom da Spotify forsøgte at reklamere for deres alternative betalingsmuligheder i app’en.
Apple skriver også, at de har været samarbejdsvillige i forhold til integration med både Siri og AirPlay 2.
Spotify er grådige
Apple afslutter sit forsvar ved at bringe moral ind i billedet. Apple skriver, at de vil have kagen til at vokse, så alle får mere, mens Spotify bare vil lave flere penge til sig selv. De henviser til, at Spotify (og andre musiktjenester) har hevet kunstnere i retten for at få sat betalingen til kunstnerne ned. Det får måske nok Spotify til at se ud til at være griske, men det er til gengæld ret irrelevant i forhold til striden kerne: Om ejerskabet af App Store giver Apple en konkurrencefordel.
Sagen er nu havnet hos EU’s konkurrencemyndigheder, der skal finde ud af, hvad der er op og ned. Ifølge det tyske medie Tagesspiegel vil den danske EU-konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, tage et kig på Apple-sagen.
Spotifys anklager, der er skrevet af stifteren Daniel Ek, kan læses her, mens Apples officielle svar kan læses her.