Streaming hardware

Apple TV 4

Apples første Apple TV så dagens lys helt tilbage i 2006, men dengang mest som det, Steve Jobs kaldte en ”hobby”. Apple havde produktet, men gjorde ikke meget ud af det. Boksen, der dengang var på størrelse med en flad Mac Mini, fik ikke meget opmærksomhed, hvilket passede Apple udmærket, for den havde en del svagheder.

Apple TV 2 – den lille, sorte boks, stødte til i 2010, og blev en slags diskret revolution; selv om Apple stadig ikke gjorde meget væsen af det lille apparat, så tog forbrugerne Apple TV til sig og der blev langet millioner af enheder over disken. Det fortsatte med Apple TV 3, der var en lille hardwareopdatering med en hurtigere processor og understøttelse af 1080p.

 

I september kom så tidspunktet, hvor Apple TV endelig fik det, mange havde sukket efter; en stor opgradering, der ikke bare var ny hardware, men et helt nyt styresystem – tvOS – og, vigtigst af alt, en app store som vi kender den fra iOS. Apple TV 4 var kommet.

Næsten samme design

 

Når man kigger ned i kassen med det nye Apple TV kunne man forledes til at tro, at det er helt samme boks som den gamle Apple TV. Men når man tager den op, opdager man, at den er ca. dobbelt så høj som den forrige generation. Størrelsen er naturligvis en indikation på mere og bedre hardware – mere om det senere.

Med i pakken følger en helt ny type fjernbetjening – en noget mere avanceret fjernbetjening end den lille, simple der fulgte med forrige generation. På fjernbetjeningen er den største forandring, at der nu er touchfunktion der på mange måder minder en del om den, man kender fra mobiltelefonen. Der er også en hjem-knap der fører direkte til startsiden, en menuknap der tager dig et ”skridt” tilbage i menustrukturen, en søgeknap (der i den engelske version aktiverer Siri, den digitale assistent.), en play/pause knap og selvfølgelig lydkontrol. Fjernbetjeningen oplades ved hjælp af en lightning-ledning – men ikke via selve Apple tv, for på boksen findes ikke noget USB 2 eller 3 stik, men i stedet USB C. Det er ikke en katastrofe, for de fleste vil bare gøre det via en bærbar eller en mobiloplader – men det er stadig en lidt underlig detalje. Ifølge Apple holder fjernbetjeningen op til 3 måneder på en opladning – men det har vi af naturlige årsager ikke haft mulighed for at tjekke.

Mere er der sådan set ikke at sige om hardwaren – bortset fra, at Apple har fjernet den optiske lyd og nu kun har HDMI på bagsiden af Apple TV – altså ud over USB C indgangen, som dog ikke er beregnet til andet end service.

 

Simpel opsætning

Den nye Apple TV kommunikerer ganske intelligent med fjernsynet, forudsat det er et nyere fjernsyn med CEC funktion, vel at mærke. Når man trykker på ”Menu”-knappen, tænder fjernsynet (eller surround-receiveren) – hvis det er på en anden kilde skifter det automatisk over på Apple TV. Praktisk. Samtidig kan man skrue op og ned for lyden. Alt i alt kan man altså langt hen ad vejen bruge Apple TV fjernbetjeningen som den eneste styring af hele systemet.

Den første gang man tænder Apple TV, får man mulighed for at sætte boksen op ved hjælp af sit iOS device – det vil sige, at man blot holder sin iPhone/iPad hen i nærheden af Apple TV, som så ”stjæler” opsætningen til iCloud og wifi netværket. Hvis det ikke virker – hvilket det ikke gjorde for os i hverken første, andet eller tredje forsøg, ja så må man i gang med stavepladen, hvor man møjsommeligt finder bogstaverne ved at bruge touchpad’en på fjernbetjeningen. Det er mildt sagt en omstændelig affære, men skal heldigvis kun gøres en enkelt gang. Det er endnu ikke muligt at koble et keyboard til Apple TV, hvilket er ret absurd. Det samme er i øvrigt, at Apple endnu ikke har fikset det, så man kan bruge deres iOS fjernbetjeningssoftware til den nye udgave af Apple tv – det er meget, meget lettere at taste en lang kode ind på en iPad eller iPhone end på det simple, men frustrerende sløve interface, du finder på Apple TV.

 

Når alt dette er sagt, er det ikke en katastrofe, og man kommer igennem opsætningen på knap 15 minutter uden problemer.

Nyt gammelt interface

 

Apple TV’s brugerinterface fik sig et nyt look sammen med iOS 7. Det var, mildt sagt, ikke pænt. Det er der heldigvis blevet ryddet op i med Apple TV 4, som har en minimalistisk, men pæn brugergrænseflade.

Øverst er en statusbar, der giver forskellige informationer alt efter, hvilket ikon man stopper op ved i ikon-menuen nedenunder, hvor man øverst har fem favoritter, og dernæst alle de andre apps man kan hente i App Store. Man flytter rundt på ikonerne ved at trykke og ”holde fast” på den primære touch plade, og så trække ikonerne til den placering, man ønsker. Intuitivt og velfungerende.

 

Man flytter markeringen rundt via touchpladen på fjernbetjeningen, hvilket virker glimrende. Vil man hellere have et lidt mere traditionelt interface, kan man vælge at bruge sin egen fjernbetjening, som Apple TV kan lære at bruge. Men efter blot få timer med den nye Apple TV fjernbetjening, må vi sige, at det nok ikke bliver aktuelt for vores tilfælde.

Apps i lange baner – men hvor?

Så kommer vi til det, der nok er noget af det allervigtigste ved det nye Apple TV: Apps. Der har været en del snak om, hvilke danske apps, der er tilgængelige på Apple TV; i første omgang er de mest populære de store streamingtjenester som Netflix, HBO Nordic, DR TV og Viaplay. Der er dog ingen tvivl om, at også TV2 Play dukker op i løbet af ganske kort tid, og mon ikke også SBS og Cmore vil have en app på et tidspunkt. Dermed vil alle større danske broadcastere og streamingtjenester være repræsenteret – og det må løbe koldt ned ad ryggen på stort set alle direktørgangene hos de traditionelle udbydere af kabel- og satellit-tv, for dette er blot endnu en pind til deres ligkiste, hvilket for os er helt fint; hvorfor skal vi som forbrugere betale for et fordyrende mellemled, når vi blot kan købe tjenesten direkte hos udbyderen?

Udover video-apps virker det som om, det store hit på App Store er spil. Vi har prøvet et par af de spil, der er dukket op ved lanceringen, og det virker som om, kvaliteten er okay – og nogenlunde på linie med de spil, der findes på iOS. Desværre har Apple lavet en begrænsning, der betyder at spil ikke kan fylde mere end 200MB, hvilket er alt, alt for lidt for de fleste større spil – der er dog mulighed for, at spillet kan hente indhold når det kører, men det betyder virkeligt irriterende load-tider og det burde vi være ude over nu.

Det er altså ikke en decideret konkurrent til PS4 eller Xbox One, men ikke desto mindre vil Apple TV kunne tilfredsstille en del brugeres behov for spil. Sammen med lanceringen af Apple TV har danske Steelseries i øvrigt lanceret en hel serie af controllere, der kan bruges sammen med Apple TV – og de hæver niveauet en del.

Det største problem med App Store er ikke at der ikke er nok apps – for allerede nu er der mange hundrede at vælge imellem – men at det kan være ret svært at finde en ny app, i hvert fald hvis man ikke leder efter en helt specifik app, man har navnet på og derfor kan søge efter.

Stadig en del bugs og ingen Siri

De danske apps fungerer på mange måder okay – men der er stadig en del bugs. Vi er faktisk ikke sikre på, om problemerne opstår hos udviklerne når de bygger deres apps, eller om Apples egen software bare er lidt sjusket (hvilket ville være meget overraskende). I hvert fald er der mange steder, hvor dansk og engelsk bliver blandet sammen i menuer og eksempelvis i Viaplay appen hedder det ikke ”genoptag afspilning” eller ”start fra begyndelsen”, men ”Resume Playing” og ”Start from beginning”. Der er endda svenske oversættelser rundt omkring, hvilket helt sikkert ikke er Apples skyld – men formentlig bare en lidt sjusket oversættelse af appen, der forhåbentlig bliver fikset i løbet af ganske kort tid via en opdatering.

En ting, der desværre nok ikke bliver fikset i løbet af kort tid er den akutte mangel på Siri. Det er meget underligt, eftersom Siri allerede fungerer på alle andre iOS enheder, og har man set de amerikanske demonstrationer af Siri ved man, at den digitale assistent ville være en rigtigt god tilføjelse til Apple TV – men formentlig kommer det som en systemopdatering senere, men der kan godt gå en rum tid, ligesom der gjorde med tjenesten på iOS. 

Revolutionen bliver langsom og stille

…Men den kommer. Efter at have haft Apple TV i nogle dage er vi ikke i tvivl om, at denne lille boks vil kunne være fremtiden for tv – forudsat udviklingerne hopper på vognen, hvilket alt tyder på, at de vil gøre. Derudover bliver Apple TV formentlig også en del af de faktorer, der gør at de traditionelle tv-udbydere skal til at kigge sig om efter andre indtægtskilder, hvis de vil overleve.

Bevares, der er stadig problemer. Vi mangler i særdeleshed 4K, som formentlig kommer i næste udgave af Apple TV – selv om denne udgave sagtens burde kunne håndtere det, og Siri – som formentlig kommer i en softwareopdatering på denne udgave af boksen. Vores karakterer i denne anmeldelse er til dels baseret på, at denne boks har fremtiden foran sig, og at stort set alle problemerne kan rettes via software opdateringer – hvilket helt sikkert kommer til at ske. Og så er det virkelig “Fremtiden for TV.”

 

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.