Apple arbejder angiveligt sammen med Microsoft om at skabe en controller-venlig udgave af Apple TV app’en til Xbox-konsoller. App’en er blevet fundet i et tidlig smugkig på Xbox-styresystemet, som udvalgte udviklere har fået adgang til, skriver Windows Central.
App’en er ikke officielt meldt ud, så det vides ikke hvornår den bliver tilgængelig for den almindelige Xbox-ejer, men Windows Central citerer kilder for at sige, at den meget vel kan udkomme sammen med Xbox Series X og Series S den 10. november.
Apple har allerede skubbet Apple TV app’en ud på en række fladskærme fra blandt andet Samsung og LG, men app’en har endnu til gode at blive tilgængelig på spillekonsoller.
Med app’en på konsollen, kan brugerne logge ind med der Apple ID og få adgang til både Apple TV+ samt til de filmtitler de eventuelt måtte have købt i iTunes over årene.
Samarbejdet kommer som lidt af en overraskelse. På andre fronter er der store uenigheder mellem Microsoft og Apple; eksempelvis kan Microsoft Xbox Game Pass ikke bruges sammen med iOS-enheder på grundt af en tvist om reglerne i App Store. Og selv om Apple for nyligt har lempet på reglerne, virker Microsoft ikke specielt begejstrede, da løsningen fortsat er forbundet med store problemer.
Til gengæld skulle en kommende udgave af Xbox app’en til iPhone og iPad skulle kunne streame spil direkte fra Xbox-konsollen til telefonen – men kun spil, man i forvejen ejer. Der er tale om direkte kommunikation mellem den enkelte konsol og ikke xCloud-gamingtjenesten som er en del af Xbox Game Pass.
Der går også rygter om, at Apple inden længe vil lancere en ny udgave af Apple TV. Måske vises den frem under det forventede iPhone 12-event til oktober.