Tim Cook har løftet sløret for både lanceringsdato og pris på Apples kommende streamingtjenesten, Apple TV+, og dyrt bliver det ikke. For 39 kroner om måneden får hele familien adgang til film- og tv-serier. Men det er endnu bedre; hvis du køber en iPhone, iPad, et Apple TV eller en Mac-computer følger der et gratis årsabonnement med.
I øvrigt får tjenesten premiere den 1. november – også i Danmark. Der er 7 dages gratis prøveperiode.
Der har været snak om, at der ikke er voldsomt meget indhold på Apple TV+, men Tim Cook benyttede lejligheden til at præsentere en helt ny, storladent udseende serie med Jason “Aquaman” Mamoa i en af hovedrollerne. Serien, See, ligner en voldsomt dyr produktion og handler om en verden, hvor mennesket har mistet evnen til at se. Men så fødes to nye børn … Her er traileren:
Fra Apples pressemeddelelse:
“Abonnenter kan se Apple TV+ Originals både online og offline, uden reklamer og on-demand, på appen Apple TV, som er forudinstalleret på iPhone, iPad, Apple TV og iPod touch og snart på Mac med macOS Catalina. Appen Apple TV er også tilgængelig på udvalgte Samsung smart -TV’er og kommer på Amazon Fire TV-, LG-, Roku-, Sony- og VIZIO-platforme i fremtiden. Kunder kan også tilmelde sig og se Apple TV+ Originals på nettet på tv.apple.com .
Fra i dag kan seerne se trailere og tilføje Apple TV+-serier og film til Up Next på appen Apple TV, så de får besked, når de første episoder bliver tilgængelige. De fleste AppleTV+-serier lanceres ved premieren med tre episoder, med udrulning af en ny episode hver uge, og for nogle serier vil hele sæsonen være tilgængelig med det samme.
Seere i hele verden kan nyde Apple TV+ Originals med undertekster og/eller dubbet på næsten 40 sprog, herunder undertekster for døve og svagthørende (SDH) eller closed captions. Apple TV+ serier og film vil også være tilgængelige med lydbeskrivelser på otte sprog.”