TeknologiTophistorie

Apple tvinger udvikler til at indføre betaling i app

Apple nægter at opdatere gratis Wordpress-app i App Store før udvikleren indfører brugerbetaling via in-app betalinger.

Endnu en besynderlig App Store-sag er dukket op. Matt Mullenweg, der er manden der har udviklet Wordpress, er angiveligt blevet presset til at indføre in-app betalinger i sin Wordpress-app. Ifølge Mullenweg har Apple nægtet at udgive opdateringer til app’en indtil betalingerne kommer på plads.

Det mystiske er, at Wordpress iOS-app’en er baseret på open source og ikke tilbyder produkter af nogen art. Den tilbyder udelukkende brugerne at oprette og vedligeholde en gratis Wordpress-hosted hjemmeside.  

 

Det lyder absurd, men Apple har bekræftet over for The Verge at de er “indblandet i sagen” og henviser til, at køb i app’en er påkrævet, når apps ”tillader brugerne at få adgang til indhold, abonnementer eller funktioner, de har erhvervet i din app, på andre platforme eller dit websted”.

Med andre ord: Fordi Wordpress.com – ikke app’en – tilbyder køb af domænenavne og pakker med website-hosting, vil Apple altså have en bid af kagen. Også selv om det ikke er muligt at købe produkterne via den aktuelle app. Alene det faktum, at de to er relaterede, er nok.

 

Matt Mullenberg har tilbudt at fjerne alle henvisninger til hosting fra app’en, men det godkender Apple ikke som en løsning. Nu har Mullenberg i stedet valgt at gøre som Apple beder om, og indfører betaling i app’en. Det kommer i en senere opdatering.

App Store-problemer

Sagen kommer på et dumt tidspunkt for Apple. Ikke alene kæmper Apple en kamp mod Fortnite og Epic Games om betalinger via App Store, men både amerikanske og europæiske myndigheder har også undersøgelser igang om Apples 30 procents krav er konkurrenceforvridende.

 

Epic støttes af både Facebook, Spotify [der tidligere har været efter App Store af samme årsag) og senest også en række amerikanske medier, der er trætte af at måtte aflevere 30 procent af indtægterne fra App Store til Apple.

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.