Lørdag skrev vi om en sag, hvor Apple forsøgte at presse Wordpress til at indføre in-app betalinger i en gratis app. Nu trækker Apple i land, udsender en sjælden offentlig undskyldning og skriver, at kravet om betalinger er droppet, skriver The Verge. Her er forklaringen fra Apple i sin helhed:
”Vi mener, at problemet med WordPress-app’en er løst. Da udvikleren fjernede visningen af deres servicebetalingsmuligheder fra appen, er den nu en gratis fristående app og behøver ikke at tilbyde køb i app’en. Vi har informeret udvikleren og undskylder enhver forvirring, vi har forårsaget.”
Ifølge Apple er sagen altså lagt på hylden, fordi udvikleren har valgt at fjerne enhver henvisning til betalte hosting-løsninger fra app’en. Problemet er bare, at udvikleren Matt Mullenweg allerede foreslog Apple den løsning inden sagen eksploderede i medierne. Men dengang afviste Apple blankt.
Sandheden bag Apples undskyldning er nok nærmere, at Wordpress-sagen giver dårlig omtalte (og meget lidt kontant udbytte) i en tid, hvor App Store og Apples 30 procents salær i forvejen er under kraftig beskydning – blandt andet fra Epic Games / Fortnite.
Apples undskyldning kom da også som en overraskelse for Mullenweg, der på Twitter opfordrer til at dele den gode nyhed: