Lige siden App Store dukkede op i 2008 har butikken været den eneste (lovlige) måde at få apps på iPhone. Men Apple forebereder sig i disse måneder på en ny tid, fortæller nyhedstjenesten Bloomberg. De vil nemlig gøre det muligt at installere alternative app-butikker på Apple-enhederne.
Det er allestedsnærværende Mark Gurman, der har talt med anonyme kilder, der selv arbejder på sagen. Gurman plejer at have gode, valide kilder hos Apple, så rygtet kan ikke bare afskrives.
Ikke fordi Apple selv er kommet på andre tanker, men for at kunne leve op til EU-loven om digitale markeder. Den såkaldte Digital Markets Act, der træder i kraft i 2024 og har til formål at tøjle de store tech-giganter.
Også iMessage og FaceTime er under beskydning. Loven kræver nemlig, at apps og tjenester til meddelelser, stemmeopkald og videoopkald i vid udstrækning skal fungere sammen med konkurrerende tjenester. Det inkluderer end-to-end-kryptering.
Virksomheder, der undlader at leve op til Digital Markets Act, kan risikere store bøder. Helt op til ti procent af virksomhedens verdensomspændende årlige omsætning.
Ved at benytte alternative app-butikker vil udviklerne kunne undgå den forhadte “App Store skat” på 30 procent, som skal betales af alle salg i App Store.