Apple vil udfordre den nye EU-lov Digital Markets Act, DMA, ved domstolen. Det skriver Bloomberg. Loven vil potentielt ramme Apple hårdt på pengepungen, da den begrænser deres indtjening på App Store ved at åbne iPhone og iPad for alternative app-butikker.
EU har udpeget 22 platforme som såkaldte gatekeepere, hvilket vil sige tjenester der har en særlig social og økonomisk betydning. Blandt de 22, som EU har udvalgt, er både App Store og iMessage og meningen med DMA er grundlæggende, at gatekeeper-monopolerne skal brydes.
Digital Markets Act rammer Apple specielt hårdt, fordi deres væsentligste indtjeningsområde – ud over iPhone – er “tjenester”. Disse dækker ikke alene over Apple Music og Apple TV+, men også indtægterne fra App Store.
Læs mere: Ny EU-lov rammer Apple hårdt.
Bloomberg siger, at Apple vil gøre indsigelse mod inddragelsen af iMessage som en gatekeeper-tjeneste og have fastlagt præcis, hvilke dele af App Store, der skal under regulering.
EU kræver, at Apple bringer sine tjenester i overensstemmelse med DMA senest i marts 2024. Apples klage er endnu ikke formelt indgivet; deadline for virksomheder til at udfordre DMA er på torsdag den 16. november.
Ifølge Techcrunch er Apple dog ikke voldsomt optimistiske. De har allerede forberedt sig på, at iPhone skal åbnes for alternative app-butikker. I det mindste for Apple-kunder i EU.
Google og Samsung har længe kæmpet for, at Apple skal adoptere RCS-standarden i iMessage-systemet.