Smartwatches bliver stadig mere populære og det seneste år er salget vokset med 37% ifølge en undersøgelse fra Counterpoint Research der holder øje med udviklingen på smartwatch markedet. Apple med deres Apple Watch har stadig en fornuftig føring og sidder på hele 41% af markedet – hvilket dog er et fald fra 48% sidste år. Fitbit har derimod erobret en ganske betragtelig bid og har nu 21%, hvilket er en stigning på 8%. Efter de to følger en lang række andre producenter, der dog alle har mindre end 5% – deriblandt koreanske Samsung, hvis markedsandel faktisk er faldet fra 6 til 3% over det seneste år. Samsung har dog lige lanceret nye modeller, så det kan være det ændrer sig over de kommende måneder.
To ure på top 5
Både Apple og Fitbit har to ure i top fem over de mest solgte smartwatches. Nummer et er – måske lidt overraskende – Apple Watch Series 1. Faktisk udgør salget af Apples ældste smartwatch hele 90% af deres samlede salg. Dernæst følger Fitbits Versa, så et i Danmark ukendt ur – Amazfit BIP – og så først Apple Watch Series 3. Den sidste plads tages af Fitbit Ionic.
Grunden til at Apple Watch Series 1 har førstepladsen kan formentlig tilskrives at brugerne reelt ikke kan se forskel på modellerne og Series 1 er klart billigst. Det kan dog ændre sig d. 12 september, hvor Apple ifølge rygterne lancerer deres nye ur, formentlig navngivet Series 4.