Apple har netop udsendt en ny serie af remme til Apple Watch, der gør det muligt at pakke uret ind i forskellige landes farver – i Danmarks tilfælde naturligvis rødt og hvidt. Det kommer meget passende, netop som Danmark spiller kvartfinalen i Euro 2020 på lørdag.
Det er dog kke fodbold-EM der er årsag til den internationale kollektion, men derimod de olympiske lege, der løber af stablen i Tokyo i august måned.
Remmene er baseret på Sport Loop-modellen og den internationale kollektion består af 22 forskellige varianter, der alle repræsenterer forskellige nationer. Kollektionen er et “midlertidigt produkt”, så vil du sikre dig et eksemplar, er det med at være kvik på aftrækkeren.
Ud over remmen, der i øvrigt er vævet af nylon og tåler vand, får man mulighed for at downloade en matchende urskive. Ærgerligt nok er Apple ikke gået hele vejen og lavet urskiverne som nationernes flag, men det burde være en smal sag at fikse selv.
Ud over Danmark kan man købe Australien, Belgien, Brasilien, Canada, Frankrig, Grækenland, Holland, Italien, Jamaica, Japan, Kina, Mexico, New Zealand, Rusland, Spanien, Storbritannien, Sverige, Sydafrika, Sydkorea, Tyskland og, naturligvis, USA.
Remmene kan fås til både 40 og 44 mm urene og koster 369 kroner. Læs mere på Apples hjemmeside.