Der er gode nyheder og der er dårlige nyheder i det seneste nyhedsbrev fra Bloombergs Mark Gurman. Først de gode. Han mener nemlig at vide, at det kommende Apple Watch Series 8 vil få indbygget termometer, så uret løbende kan måle bærerens temperatur.
Det vil ikke være en “aktiv” applikation, der kan foretage specifikke målinger, såsom pulsmåleren. I stedet vil termometeret fungere latent og levere advarsler, hvis temperaturen stiger. Den vil så kunne fortælle, om du bør tage kontakt med en læge.
Gurman mener også, at der kommer to udgaver af uret i år; nemlig den “almindelige” Apple Watch Series 8 og en “rugged”-udgave. Sidstnævnte er henvendt til personer, der dyrker eksempelvis ekstremsport.
Han fortæller videre, at han har hørt rygter om, at topmodellerne får en ny, mere lysstærk skærm.
Bortset fra den nye temperatursensor og den bedre skærm, vil det være småt med nyheder i de kommende ure. De vil fortsat være udrustet med S6 chippen, der blev introduceret for tre år siden. Ikke et ord om et nyt design heller.
Den dårlige nyhed …
Mark Gurman mener til gengæld ikke, at AirPods Pro 2, der er på vej, får indbygget termometer. Hovedtelefonerne vil heller ikke få pulsmåler, som rygterne ellers har nævnt.
“Jeg har fået at vide, at ingen af disse funktioner sandsynligvis kommer i 2022-opgraderingen, selvom begge forbedringer er blevet udforsket og ville kunne ankomme en dag,” skriver Gurman.
Apple Watch Series 8 forventes præsenteret sammen med iPhone 14 modellerne til september.