For en uge siden skrev jeg anmeldelsen af Apples nye MacBook Air med deres nye M1 processor. Den var imponerende – især når man tænker på, at det er Apples billigste bærbare. Men i denne uge har jeg så haft fornøjelsen af Apples absolut billigste computer, der også er blevet opgraderet med M1 processoren. Da jeg testede forrige generation var jeg imponeret over, hvor mange kræfter, Apple faktisk havde fået proppet i den lille maskine. Men det var 2018 og en Intel processor – nu er vi i 2020 og Mac Mini har fået Apples egen processor. Og hvilken forskel, det gør.
Samme design Ligesom de to bærbare der har fået M1 processoren, så er har Mini beholdt sit design. Eller, den har skiftet farve fra “spacegrey” til sølv. Om det er godt eller skidt vil jeg lade være op til din egen smag – i hvert fald er det sikkert ikke en dealbreaker for noget. Derudover har den fået nogle andre porte på bagsiden, det kommer jeg tilbage til. Men det er tydeligt, at Apple ikke har haft travlt med at ændre designet på deres computere – eller også har de netop haft så travlt, at de ikke ville kaste sig ud i et nyt design oven i de nye processorer. I hvert fald ser Mini ud som den efterhånden har gjort i mange år – på godt og ondt.
Mac Mini er samme størrelse som den har været i årevis – men inden i er den blevet MEGET større. Den helt “rå” oplevelse Det gode ved Mac Mini er, at den er billig. Eller i hvert fald billig-ish, når vi taler om en Apple computer. Til gengæld får du også kun det allermest nødvendige; selve computeren. Der følger ikke tastatur, mus eller skærm med, så det må du selv investere i. Det er jo for så vidt en udmærket ting på mange måder, for det betyder jo, at hvis du i forvejen har de ting kan du få en computer til de 6.199 kr. Mac Mini (i den mindste udgave) koster.
Ikke meget hukommelse – eller harddisk Mini kommer med 8GB RAM og 256 GB SSD. Det er for så vidt udmærket til en “begynder”-computer, men vil du have mere kommer det til at koste. 8GB ram eller 256GB ekstra plads på SSD’en vil stå dig i 1.800 kr. Det vil sige, at en maskine der har 16GB hukommelse og 512GB SSD koster hele 9.799 kr. Av da! Det er simpelthen grove priser for opgraderinger – og jeg ville afgjort vælge at købe mere ram, for i denne nye version af Mac Mini kan man ikke selv opgradere som man kunne før. Det er decideret håbløst, for det var en af de ting, der virkelig gjorde Mini til en lille multimaskine. Når man oven i købet tænker på, at Apples M1 processor gør at der er bedre plads i maskinen generelt – ja, så ville det virkelig have været dejligt at kunne skifte noget ud. Men desværre er det en vej, Apple efterhånden er langt nede ad: Vælg alt hvad du vil have når du køber – bagefter er det for sent. Øv.
Vanvittig processor Hvor jeg var imponeret over den nye MacBook Air, så er jeg endnu mere imponeret over Mac Minis ydelse.
I GeekBench får jeg disse tal:
Det er vanvittigt at en maskine til 6.199 kr. yder på den her måde. Det er på niveau med MacBook Pro 16″, der trods alt er en maskine der koster ca. 4 gange så meget.
Både single-core og multi-core er imponerende, og efter at have kørt Cinebench tests også må jeg bare sige, at jeg ikke er mindre imponeret. Den lille Mac yder faktisk på niveau med en Intel Xeon processor fra forrige generation på multi-core (lidt højere, faktisk) og på samme niveau som en Intel Core i7-1165G7 på single-core. Det er teknobabble for vanvittigt. En Xeon processor alene kan snildt koste de 6.199 kr. Mac Minien koster.
En ting er benchmarks, noget andet er virkelighedens verden. Og heller ikke her bliver du skuffet hvis du køber den nye Mini. Det er ikke lykkedes mig at smide noget som helst efter den, den ikke kan klare. 3D spil – selv i 4K opløsning – kører fint hvis man sætter detaljegraden lidt ned. Og hvis man kører 2K opløsning kan man køre med alle detaljer slået til på Max i stort set alle de spil jeg har prøvet.
Redigerer du video, vil du elske at denne udgave af Minien spiser 4K til morgenmad; den renderer simpelthen alt “on the fly” – så reelt behøver du ikke rendere noget som helst for eksempelvis at se effekter du har lagt på din tidslinie. I hvert fald ikke i Apples eget Final Cut. Adobe Premiere virker en smule mere “tungt” fordi det ikke er skrevet direkte til den nye M1 processor, men Adobe er allerede i gang med at lave en version af deres programmer til M1, det samme er eksempelvis Microsoft. Personligt tror jeg, at langt de fleste både store og små udviklere arbejder rigtigt hårdt på at lave udgaver af deres apps til de nye Macs med Apple processorer, og efterhånden som det sker vil computerne blot synes endnu hurtigere. Ikke desto mindre er de faktisk hurtige nok allerede, også til at køre programmer, der egentlig er beregnet til Intel-platformen – eksempelvis er føromtalte 3D spil alle skrevet til Intel – hvis de kommer til M1 kan vi for alvor tale om, at Mac er blevet en computer for dem, der gerne vil have lidt casual gaming.
En ting skal du dog være opmærksom på, når det kommer til 3D ydelse; du kan ikke tilføje en ekstern GPU – altså et grafikkort i en holder som forbindes via USB-C/Thunderbolt. Det er en smule irriterende, for det ville have gjort denne maskine til et virkeligt bæst, men Apple har altså enten valgt det fra, eller også understøtter platformen det bare ikke – endnu i hvert fald. Det kan selvfølgelig komme senere som softwareopdatering, men jeg ville nok ikke regne med det – så den ydelse du køber er den du får.
Stille som graven En ting der til stadighed har overrasket mig i løbet af denne test er, hvor stille Mac Mini er. Selv under spidsbelastning – som eksport af en 4K video eller et avanceret 3D spil – siger den intet. Altså, som i intet. Den forrige model var stille, men pressede man den kunne man sagtens få blæseren op i omdrejninger for at holde Intel processoren kold – det behøver den ikke mere med Apples M1 processor. Det er imponerende, og endnu en grund til at vælge Mac Mini til hjemmekontoret.
USB-C, A – og HDMI PÅ bagsiden af den lille computer er der præcis de tilslutninger, du får brug for. Her er der blevet plads til to USB-A porte og to USB-C porte, der begge understøtter USB 4 standarden og Apples næsten eksklusive Thunderbolt standard. Derudover er der en HDMI udgang til direkte tilslutning af skærm eller tv, og Mini er faktisk et rigtigt godt bud på et kraftigt og ganske alsidigt mediecenter, skulle du have brug for mere end hvad et Apple TV eller en Google Chromecast kan klare. Og så selvfølgelig ethernet og et jackstik hvis du ikke har bluetooth hovedtelefoner, du vil tilslutte. Der er godt nok en højttaler indbygget, men den er så sløv at jeg ikke vil kommentere på det, så forvent eksterne højttalere eller et headset.
Jeg kan ikke komme på ret mange situationer, hvor du skal bruge flere porte, og skulle det endelig ske, kan du købe en hub for få hundrede kroner.
Billede: Apple Mac Mini – kun for begyndere? Minien har altid haft ry for at være den gode “begynder-Mac”. Dens pris og det faktum at hvis du allerede har tastatur, mus og skærm er du godt kørende, gør at det har været anbefalingen at kaste dig over Mini for at komme ind i Mac-universet, skulle du have de lyster.
Men med den nye version med M1 processor er Mac Mini pludselig et helt andet dyr. Hvor den før har været for svag til selv de mindst krævende 3D opgaver og videoredigering i mere end HD, så pløjer den nu igennem alt, hvad jeg kan kaste efter den. Det er nærmest vanvittigt, så meget computer du pludselig får for de 6.199 kr. Minien koster. Selv uden ekstra ram og SSD tror jeg faktisk, Mini vil kunne opfylde langt de flestes krav til en computer til hjemmekontoret. Og det lækre er, at den endda kommer i en fræk og lille indpakning.
Spørgsmålet er så, om du skal vente på den kommende udgave af iMac i stedet. Der går ganske vilde rygter om en vanvittig maskine der jo er en “all-in-one” maskine, og dermed også kommer med en skærm. Personligt glæder jeg mig meget til at se, hvad de kommende Macs kan levere, nu hvor jeg har set de første M1 Macs, men hvis du står og mangler en lille alsidig computer lige nu behøver du ikke vente, for Mac Mini er både lille, pæn og – set i forhold til ydelsen – ekstremt billig.
Du kan læse mere om Mac Mini hos Apple her.
Design
Funktioner
Ydelse
Pris
Pris: Fra 6.199 kr. Apples Mac Mini er en støjsvag men højtydende stationær computer - og det er et vidunder til prisen.