Apple Pencil har efterhånden eksisteret i en del år – fra den første, lidt kluntede version der skulle stikkes omvendt ind i bagenden af en iPad til en magnetisk opladelig pen der holdt fast i siden af iPad’en. Og nu kommer så en version der kan oplades via USB-C.
USB-C overalt
Apple er midt i sin overgang til USB-C – delvist frivilligt og under alle omstændigheder pålagt af EU. Egentlig havde de ikke behøvet lave en udgave af Apple Pencil der kunne oplades via USB-C, for den eksisterende kunne oplades trådløst, og det er ikke krævet at ændre på det. Men det gør Apple så alligevel nu, og det vil formentlig være en kærkommen tilføjelse til de, der generelt nu kan oplade alt via den allestedsnærværende USB-C standard.
Billigste Apple Pencil nogensinde
Den nye version har ud over USB-C en ekstra “feature” som mange nok vil sætte pris på; den er blevet betydeligt billigere. Faktisk er det den billigste Apple Pencil nogensinde – for så vidt man kan kalde 749 kr. for billigt. Udgaven med magnetisk opladning koster 1.279 kr., og den første generation koster 949 kr.
En tilføjelse, ikke en erstatning
Den nye Apple Pencil er faktisk ikke en erstatning for den magnetiske version der indtil i dag var topmodellen – eller rettere, det er den på mange måder stadigvæk. Den nye udgave har nemlig ikke trykfølsom tip, hvilket for især folk der tegner på iPad vil være et kæmpe minus. Du kan heller ikke “double-tappe” for at ændre værktøjer, som du kan på udgaven der kan lades magnetisk. Den nye version kan dog stadig sidde magnetisk fast på din iPad.
Underligt nok beholder Apple også Apple Pencil i den første udgave, men det er formentlig for at understøtte folk der har ældre versioner af iPad.
Den nye version af Apple Pencil vil være at købe fra starten af november hos forhandlere og på www.apple.dk