GadgetsTophistorie

Apples AR-brille dukker op igen – Tim Cook vil slå Meta i kampen om fremtidens briller

Tim Cook er besat af at slå Meta i kapløbet om fremtidens briller. Nu arbejder Apple på en AI-drevet smartbrille som første skridt – mens den ægte AR-brille stadig lurer i horisonten.

Apples topchef, Tim Cook, har én ting for øje: At komme først med en banebrydende AR-brille. Ifølge Bloomberg-journalisten Mark Gurman, er udviklingen af AR-briller ikke bare en prioritet for Apple – det er topprioriteten. Og Cook? Han “går ikke op i andet”, som en Apple-ingeniør udtrykker det.

Mens ægte augmented reality-briller stadig ligger et stykke ude i fremtiden, arbejder Apple angiveligt på et slags mellemprodukt – en slags smartbrille med kameraer og mikrofoner, der læner sig op ad Metas populære Ray-Ban-briller. De skal integrere Apples stemmeassistent Siri og selskabets nye Visual Intelligence-teknologier, som er en del af det større AI-fremstød, Apple knokler på at gøre til virkelighed.

 

Men modsat Metas model, som gladeligt tager billeder og videoer, overvejer Apple angiveligt en mere privatlivsvenlig tilgang. Ifølge Gurman er Apple internt bekymret for, hvordan medieoptagelser fra brillerne kan håndteres uden at kompromittere brugernes privatliv – et område, hvor Apple gerne vil skille sig markant ud.

Den lange vej til ægte AR

Selvom Apple altså arbejder på et par smarte briller i mellemtiden, er det de “ægte” AR-briller, der er det endelige mål. Her er udfordringerne mange: Ultralette og højopløste skærme, kraftfulde chips, batterier der holder hele dagen – og vigtigst af alt: en overbevisende anvendelse, som gør produktet lige så uimodståeligt som iPhonen.

 

Alt det skal der ovenikøbet produceres i stor skala til en pris, som forbrugerne kan acceptere.

Men Apple har ikke tænkt sig at vente i stilhed. Med Metas momentum i smartbrille-kategorien – og virksomhedens egne Orion-prototyper undervejs – har Cook angiveligt fået travlt. Ifølge rapporten er han “besat” af at slå Meta og skabe et industriførende produkt. Han bruger ifølge kilderne det meste af sin tid på netop det.

 

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.