Der har i adskillige år gået rygter om, at der blev arbejdet på en Augmented Reality-brille et tophemmeligt sted inden for Apples mure. Rygter som Apple i vanlig stil aldrig har villet kommentere på. Men nu har firmaet helt usædvanlig delt et såkaldt roadmap over sine Augmented Reality-produkter med udvalgte ansatte.
Ifølge kilder som mediet The Information har haft fat i, har Apples Mike Rockwell i et internt møde fortalt om både design og funktioner i kommende AR-produkter. Og altså også en forventning om, hvornår produkterne forventes at nå os forbrugere.
Kilderne hævder, at Apple ikke alene arbejder på en AR-hjelm der skal på gaden i løbet af 2022, men også en AR-brille der skal lanceres i 2023. Mødet blev holdt i Ste Jobs Theatre, hvor iPhone traditionelt bliver lanceret, og alle deltagernes mobiltelefoner skullle udrustes med et klistermærke, der dækkede kameraet.
Er der hold i kildernes udtalelser, er det noget senere end forventet, at Apples sætter gang i sin AR-streategi. Den ellers så pålidelige analytiker Ming-Chi Kuo udtalte i marts måned, at han var sikker på, at Apples AR-brille ville komme i handelen allerede i 2020.
Rygterne om Apples AR-produkter fik ekstra næring, da der i september blev fundet kodestumper i en betaudgave af iOS 13, der henviste til et hemmeligt projekt kaldet Garta og referencer til augmented reality.