Langsomt men sikkert begynder rygterne at sive fra Apples leverandører i Asien, og i løbet af de næste tre måneder vil de tage til i styrke efterhånden som den kommende generation af iPhones kommer tættere på deres lancering i september. Et nyt rygte fra en af leverandørerne hævder, at den kommende iPhone X Plus (eller hvad den nu kommer til at hedde) vil være på størrelse med iPhone 8 Plus – men med en 6,5 tommer 18:9 skærm i stedet for den 5,5″ 16:9 der sidder på iPhone 8 Plus.
En smule tykkere
Den kommende topmodel er, ifølge rygterne, stort set i samme format som den eksisterende iPhone 8 Plus, men dog en lille smule tykkere – omkring 2 millimeter. Kameraet vil også, som på iPhone X, blive placeret vertikalt i stedet for horisontalt, som det har været tilfældet på iPhone 8 Plus.
iPhone X ligner sig selv
Den nye udgave af iPhone X vil blive stort set identisk med den eksisterende – i hvert fald fysisk. I “gamle” dage – altså før iPhone 7 – ville den formentlig have fået navnet iPhone X s – men det virker en smule søgt. I det hele taget bliver det interessant at se, hvad Apple vælger at navngive de nye telefoner.
Under alle omstændigheder tyder rygter altså på en 5,8″ telefon med et markant bedre kamera – og formentlig en hurtiglader med i kassen.
Og så den billige…
Den sidste af de tre iPhones, Apples ventes at præsentere på et event i september vil være en billigere telefon, der dog på overfladen vil ligne iPhone X. Men den vil være med en billigere IPS (LCD) skærm i stedet for OLED, og der vil sikkert også være sparet på andre komponenter. Til gengæld ventes den at blive virkelig billig.