Tirsdag holder Apple sin første produktlancering i år. Titlen på eventet er Peek Performance , der spiller på både ordene ‘smugkig’ og ‘toppræstation’. Alle rygter peger på, at Tim Cook vil vise os tre nye produkter, men hvilke, det er naturligvis altid det store spørgsmål.
Der er dog rimelig konsensus i rygteland om, hvad de tre produkter er denne gang. Nemlig en ny iPhone SE med 5G-tilslutning, den femte generation af iPad Air og en ny eller opdateret Mac-computer med Apples egen processor.
Herunder luger vi ud i rygterne forud for Peek Performance. Vi er naturligvis også på plads ved tastaturet, når eventet løber af stablen, så du kan følge nyhederne på iNPUT. Du kan også vælge at give vores Facebook-side et Like, hvis du vil have nyhederne direkte i dit feed.
iPhone SE 3 5G Der er bred enighed om, at Apple vil præsentere den tredje inkarnation af iPhone SE under eventet. Den vil naturligvis være forbedret i forhold til forrige års model , men vil stadig være mere blodfattig end de øvrige iPhone-modeller. Mest fremtrædende nye feature vil være 5G-funktionalitet.
Rygter hævder, at enheden fortsat vil have det gamle Home-knap design. Den vil angiveligt også kun have et enkelt kamera, selv om det naturligvis opdateres. Regnekraften hentes fra enten A14 (2020) eller sidste års A15-chipset. Prisen pilles der sandsynligvis ikke med ved. Den nuværende anden generation af SE kan købes fra 3.655 kroner.
iPad Air (5. generation) Rygtemøllen hævder også hårdnakket, at vi kommer til at se en ny generration af iPad Air. I modsætning til sidste års store designændringer, bliver der kun tale om mindre ændringer denne gang.
En ny OLED-skærm er i kortene sammen med den nyeste A15 Bionic-chip, 5G og et nyt kamera med dobbelt linse. Ifølge kilder er det usandsynligt, at vi vil se Face ID på denne iPad Air-model, og Apple vil i stedet holde fast i det aktuelle Touch ID i tænd/sluk-knappen.
Ny Mac-computer Rygtesmedene mener også, at vi vil se en eller anden form for ny Mac-computer ved Peek Performance-eventet. Det kan endda være den, der har langt navn til begivenheden. Måske bliver det endda den længe ventede M2-processor, vi får at se.
Så sent som i februar måned kom der nemlig rygter om, at MacBook Pro med M2-chip kommer i marts måned.
Andre mener, at det mest sandsynlige er en ny MacBook Air. Men der går også rygter om en ny Mac mini. Fælles for alle de rygtede enheder er, at de i forvejen er udrustet med Apples egne chips. Der er også den mulighed, at Apple “bare” giver os et “sneek peak” på en kommende Pro-enhed, der kommer senere i 2022.
Hvad håber du at Apple har i posen på tirsdag? Del dine tanker i kommentarsporet nedenfor …