ASUS' ROG-serie har altid været indbegrebet af gaming, og deres skærm ROG Strix XG27VQ er ingen undtagelse ASUS’ ROG-serie har altid været indbegrebet af gaming, og deres skærm ROG Strix XG27VQ er ingen undtagelse. XG27VQ 27 tommer kurvet skærm, der har en total opløsning på 1920×1080, 144 Hz opdateringshastighed, samt AdaptiveSynch free teknologien, der bekæmper tearing i dine pixels.
Der findes mange gode skærme på markedet, og XG27VQ er blandt dem. Gamere, der er på udkig efter en veludstyret, men ikke for dyr skærm, bør overveje denne model, da man får rigtig meget udstyr for pengene.
XG27VQ benytter et VA LCD-panel, der giver et rigtig godt kontrastforhold og fremragende synsvinkler. Den understøtter en opdateringshastighed på 144 Hz, derudover omfatter den også support til AMDs FreeSynch, hvis man har et AMD grafikkort. Det er kun en 1080p skærm, men jeg føler, at 1080p 144Hz er bedre end 1440p 60Hz i dette prisleje for de fleste gamere.
Opsætning og første indtryk Skærmen kommer delvist samlet, hvor man kun skal montere foden. Det er meget nemt, da der kun er en enkelt skrue, der skal skrues i. Derudover medfølger der en ekstern strømforsyning og et DisplayPort kabel. Efter jeg havde tilkoblet skærmen til min computer var det første indtryk meget skuffende. Billedet var meget mørkt og fladt. Men det er der heldigvis råd for. Bagpå skærmen er der tre knapper og et joystick. Og med nogle enkle kalibreringsjusteringer så billedet lige pludselig rigtig godt ud. Der var mange flere detaljer, og billedet stod mere skarp. Derudover var farverne meget bedre end fra fabriksindstillingerne. Jeg har ikke haft noget kalibreringsværktøj til rådighed, men det er muligt i skærmen at ændre de fleste indstillinger manuelt. Dermed opnåede jeg et rigtig flot resultat.
Design er en smagssag Skærmens design er ikke for alle, og som en person, der generelt sætter pris på minimalistisk æstetik, opfylder det ikke rigtig mine behov. Som alt i ASUS’ ROG-serie, kommer XG27VQ med en stor dosis gamer-stil, og mens kanterne er slanke nok, er resten af skærmens dele temmelig klodset. I det mindste får du et højdejusterbart stativ og et brugervenligt skærmbillede.
Dette er en af ASUS’ første skærme med Aura RGB-belysning på bagsiden, og jeg forstår bare ikke, hvorfor ASUS har tilføjet denne funktion. Det er ikke synligt under normal brug, da lyset er så svagt, at det ikke engang rammer væggen bagved. Dermed kan man ikke selv se belysningen, så det virker ret meningsløst.
Der er også et lysende ROG-logo under skærmen, men det kan kun lyse rødt. Det burde være tilkoblet RGB som på bagsiden, så man selv havde mulighed for at vælge farven derpå.
Det overrasker mig dog ikke, at skærme begynder at få RGB-belysning, da der nærmest er RGB i alt gaming-udstyr efterhånden.
Fænomenal i spil Nok om design og opsætning, Der hvor skærmen skal levere er i spil, og her må jeg sige, at skærmen leverer. Jeg har testet skærmen i spil som Battlefield 1, Diablo 3, GTA 5 og Path of Exile, og alle spillene kører helt flydende. Jeg kan virkelig mærke, hvordan de 144Hz kommer til sin ret. Der har ikke været et eneste lack, og farverne står knivskarpt.
Jeg var lidt skeptisk i starten, da jeg ikke har de store erfaringer med kurvede skærme, men igen må jeg krybe til korset og indrømme, at det fungerer. Det giver en helt anden indlevelse i spillet, når man føler, at billedet drejer lidt ud i begge ender og dermed inddrager dig mere i spillet. Selvfølgelig havde det været lækkert, hvis skærmen havde haft en endnu højere opløsning, men jeg har ikke oplevet det som et problem. Og når man tager prisen på 3500 kroner i betragtning, så kan man ikke forlange en højere opløsning, når skærmen leverer 100 procent på så mange andre parametre.
Konklusion ASUS ROG Strix XG27VQ er en fuldblods gaming-skærm. Designet er en smagssag, men den gør det, den skal – den er virkelig god i spil. Belysningen på bagsiden kunne godt være undladt, da det ikke rigtig tjener noget formål. Derudover burde det røde ASUS logo under skærmen være tilkoblet RGB, så man kunne skifte farve på det.
Når man tilslutter skærmen første gang, er billedet ikke særligt godt. Men skærmen er nem at indstille via joysticket på bagsiden, og så opnår man et rigtig flot resultat, hvis man ikke har et professionelt kalibreringsværktøj til rådighed.
Der findes lidt billigere alternativer i samme klasse fra andre producenter, men jeg mener stadig, at denne skærm er alle pengene værd, da jeg har set, hvordan mine spil bare er blevet endnu federe at spille med de 144Hz og det kurvede panel.
Specifikationer: Panelstørrelse: Skærm i bredformat 27.0″(68.47cm) 16:9 Farvemætning : 72%(NTSC) Paneltype : VA Ægte opløsning : 1920×1080 Display Viewing Area(HxV) : 595.303 x 336.312 mm Pixel Pitch : 0.311mm Lysstyrke (Maks.) : 300 cd/㎡ Skærmens overflade Anti-refleks Kontrastforhold (Maks) : 3000:1 ASUS Smart Contrast Ratio (ASCR) : 100000000:1 Betragtningsvinkel (CR≧10) : 178°(H)/178°(V) Reaktionstid : 4ms (Gray to Gray) Skærmfarver : 16.7M Flicker fri Buet panel : 1800R
Design
Funktioner
Ydelse
Pris
3500,- En fuldblods gaming-skærm, der er uovertruffen i spil. Det er kun en 1080p skærm, men de 144Hz og det kurvede panel gør, at de fleste spillere ikke vil lægge mærke til, at opløsningen ikke er højere.