ASUS har kæmpet en brav kamp imod giganterne fra Samsung og Apple i mange år, men både deres tablets og telefoner er aldrig rigtigt slået igennem på trods af, at den taiwanesiske producent altid har lavet produkter der har været helt på niveau med de andre producenter af Android enheder. Ikke desto mindre er ASUS altså aldrig rigtigt slået igennem med deres tablets, men denne gang kunne vi virkelig godt unde dem det, for de har faktisk lavet en tablet, der kan konkurrere med selv de bedste.
Lækkert design
Designet er ekstremt tyndt, og der er ingen tvivl om, hvor ASUS har deres inspiration fra – tabletten ligner en kombination af Apples iPad Mini og den mindste af Samsungs Tab S 2 modeller. På siden sidder en power/standby knap og volume-knapper. Tabletten er så tynd, at det faktisk er et problem, for de meget tynde knapper er både lidt irriterende at trykke på og kan være svære at skelne fra hinanden – især i mørke.
Skærm i topklasse
Skærmen er en 2K skærm med en opløsning på 2.048 x 1.536 pixler – eller 320dpi. I praksis betyder det, at det ikke er muligt at skelne enkelte pixler på skærmen. Farverne er lækre og klare, og ikke helt så voldsomme som hos konkurrenten fra Samsung og en smule mere kraftige end konkurrenten fra Apple – og det er en fin balance, synes vi.
Når man rører ved skærmen bliver det tydeligt, at der er tale om en hurtig tablet. I praksis føles den helt på linie med Samsungs nye, lækre Tab S2 – og det betyder at der stort set ikke er lag overhovedet. Alt foregår ekstremt hurtigt og tabletten reagerer kvikt på input. Avancerede 3D spil ser ekstremt sprøde ud og afvikles uden problemer.
Halvsløj batterilevetid
De fleste tablets er efterhånden i stand til at levere i hvert fald 8-10 timers batterilevetid, så det var egentlig også, hvad vi havde forventet af ASUS’ ZenPad – om ikke andet så fordi ASUS selv lover omkring 8 timer. Desværre når vi, ved tungt brug, aldrig over 5-6 timer. Og ved spil eller video med fuld knald på skærmen endda en del mindre. Det er ikke en decideret katastrofe, og når vi tager den ekstremt gode ydelse i betragtning, er det faktisk ganske tilgiveligt – men det er noget, ASUS meget gerne må arbejde mere på til næste version.
USB C – ja tak!
ASUS går forrest i kampen for at udbrede det nye format USB C. Det er en rigtigt god ide på mange måder, for det fremtidssikrer tabletten. Det betyder naturligvis også, at man kun har den ene ledning i modsætning til de mange micro-USB ledninger mange har liggende – så hvis den bliver væk er det ikke så godt. Når vi alligevel synes det er en god ide er det ikke bare fordi den er fremtidssikret, men også fordi den oplader den lille tablet ekstremt hurtigt – fra 0 til 80% på lidt over en halv time! Vi har ikke helt tilgivet den sløje batterilevetid, men det er tæt på.
God all round tablet
Den version vi har fået indeholder en stylus – altså en lille pen til at tage noter med også. Dermed bliver den lille tablet til en ret fornuftig notesblok, og som journalister er vi ret glade for den funktion.
ZenPad kommer med 64GB indbygget hukommelse, hvilket er rigtigt godt – især når man tager i betragtning, at der også er plads til et microSD kort, så man reelt kan have 192GB hukommelse – så skulle selv de mest hardcore videoentusiaster have plads nok til film-samlingen.
Softwaren er med ASUS’ egen overbygning, ZenUI, hvilket for det meste fungerer ganske udmærket – men vi kunne virkelig godt have undværet den store stak præinstalleret ”bloatware” – altså software der i de fleste tilfælde blot fylder uden at være specielt nyttig.
Samlet set er ASUS’ bud på en lille tablet en fornøjelse at have med at gøre, og vi er ikke bange for at give den et ”iNPUT anbefaler” med på vejen.