Computere og tilbehørUltrabooks

ASUS Zenbook 3 Deluxe

ASUS Zeenbook 3 Deluxe er en veldesignet og højtydende bærbar - men du kommer til at betale for den

Ultrabooks er det nye sort. De tynde og lækre bærbare har helt klare fordele frem for de traditionelle “slæbbare”. Ofte har de dog været præget af, at ydelsen er fulgt med vægten ned, så du får altså en lækker, lille og let bærbar, der dog langt fra har samme ydelse som dens større søskende. Det prøver ASUS at gøre noget ved med deres Zenbook 3 Deluxe.

Design i top

Det siger sig selv, at når man kalder noget “Zenbook 3 Deluxe”, så må det hellere være lidt lækkert. Og her leverer ASUS varen, for den ultrabærbare er ganske lækker. Min testmaskine er blå og bygget i let metal – i øvrigt med et pænt og diskret mønster i metallet. ASUS’ logo på oversiden af computeren er i guld ligesom en kant rundt på skærmen også er i guld, og det kræver naturligvis, at man kan li det lidt bling – men det er ikke overdrevet, og de fleste vil formentlig synes, det er helt fint. Maskinen er kun 13mm tynd, og vejer lige over et enkelt kilo. Meget lettere bliver det ikke.
Åbner man låget bliver man serveret et tastatur i næsten fuld størrelse og en skærm med ret tynde kanter. Ikke helt så tynde som det man eksempelvis finder på Huawei MateBook X men dog meget tynde og diskrete.

 

Kun USB C

Som de fleste andre producenter af ultrabærbare har ASUS nu fulgt Apples eksempel og har droppet alle andre typer porte end USB C – dem er der så til gengæld tre af. Langt det meste tilbehør vil i løbet af det næste år komme i en USB C version, så i de fleste tilfælde vil det ikke være et problem. Har du brug for at tilslutte “gamle” USB 3 eller 2 enheder er der en dongle med i kassen. (Det kunne Apple lære lidt af!) Generelt er jeg pro USB C med dens fleksibilitet og høje overførselshastighed, og langt de fleste vil i dag kunne købe et enkelt kabel eller to og være fri for dongler – og helt ærligt, hvis du har brugt 13.000 kr. på en bærbar er de sidste 150 kr. forhåbentlig ikke det, der gør den store forskel.

Gode specifikationer

Zeenbook 3 Deluxe er en kraftig ultrabook med specifikationer der leverer noget bedre end hvad vi tidligere har set på ultrabooks.

 

Operativsystem: Windows 10 Home
Processor serie: 2,7 GHz
Processor model: Intel i7 7500U
Processorkerner: 4
RAM: 16 GB DDR3
Harddisk: 512GB SSD

Du kan få SSD disk størrelse fra 256GB helt op til 1TB, men prisen følger med hele vejen op til op omkring 15.000 kr. Processorkraft kan du også variere fra en i5 til en i7 – her anbefaler jeg dog absolut, at du vælger en i7 – du vil virkelig kunne mærke forskellen på de to processorer.Vores testversion med i7 leverer henholdsvis 4283 på singlecore måling i Geekbench 4 – og på multicore rammer den 6006. I virkelighedens verden er ydelsen generelt i orden – alt foregår flydende, og selv mindre krævende 3D spil kan Zenbook 3 sagtens klare.

Blæseren er irriterende

Efter knap en halv times almindelig brug – det vil sige internetbrowsing og Word – begynder Zenbook 3 at blive varm. Ikke så det er ubehageligt at røre ved den eller sidde med den i skødet, men så blæserne tager fat. Og det er ikke godt, for i løbet af få minutter er de oppe i et lydniveau, hvor det virkelig er irriterende. Starter jeg et spil går der kun få minutter før blæserne går igang, men det er helt normalt – det gør stort set alle bærbare (der har blæsere) fordi grafikkortet meget hurtigt bliver varmt under belastning. Men Zenbook 3 er tydeligvis beregnet til at være både til professionelle og private, og den vil i vid udstrækning skulle bruges til tekstbehandling og internetbrowsing – og det burde den altså fint kunne klare uden overhovedet at starte blæserne. Udover det går det ud over batterilevetiden, der slet ikke når konkurrenternes i tilsvarende prisklasse – i vores videoafspilningstest når vi kun ca. 9 timer, og det er en del mindre end konkurrenterne, der i de fleste tilfælde når over 10 timer.

God skærm i “lav” opløsning

Skærmen på Zenbook 3 er 14″ og i fuld hd opløsning. Det er faktisk i underkanten, og har man meget gode øjne – eller sidder man meget tæt på skærmen, vil man faktisk kunne se de enkelte pixler. Det kan man ikke på eksempelvis Huaweis MateBook X eller Apples MacBook Pro. Ikke desto mindre leverer den på både farver og lysstyrke. I høj solskin er det let at se, hvad der foregår, og kontrasten er god; sort er næsten helt sort. Så selv om jeg klart godt kunne have tænkt mig en højere opløsning er det formentlig ikke noget, du vil opleve i hverdagen…

 

Højttalere der lyder af mere end de ser ud

Højttalerne på Zenbook 3 lyder faktisk ret godt, størrelsen på computeren taget i betragtning. Måske ikke så godt som på de noget større MacBook Pro’er, men dog bedre lyd end mange andre bærbare, jeg har hørt. Man skal dog ikke fyre alt for meget op, for så forvrænges lyden en smule – og jeg ville nok ikke tage på ferie uden en højttaler som jeg ellers godt kan finde på med en MacBook Pro. Ikke desto mindre er lyden helt godkendt.

Høj pris for høj kvalitet

13.000 kr. er rigtigt mange penge for en bærbar – og nogen vil synes, det er alt for meget. Man kunne jo også bare købe en til 5.000 kr. – og så købe en ny om et års tid eller to, og få en bunke nye features, og måske i en indpakning der er lige så let som det, Zenbook 3 kan byde på. Og ja, det er da en mulighed. På den anden side tror jeg ikke, der er mange der vil fortryde købet af Zenbook’en, som giver smæk for skillingen og et design der ikke er set meget pænere.

ASUS Zeenbook 3 Deluxe

Design
Funktioner
Ydelse
Pris

Pris: 12.999 kr.

ASUS har med Zenbook 3 Deluxe bygget en lækker bærbar, der dog er for dyr i forhold til konkurrenterne.

 

 

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.