Geneva Motor Show , der skulle starte i dag, er aflyst på grund af coronavirus. Men Audi har udsendt pressemeddelelse på de e-tron S modeller, der skulle have været vist frem og firmaet hævder, at de vil blive de første elektriske biler med tre motorer i masseproduktion.
I Danmark introduceres Audi e-tron S og Audi e-tron Sportback S til efteråret i 2020.
“Audi viderefører konsekvent sin elektriske offensiv og præsenterer nu Audi e-tron og Audi e-tron Sportback som S-modeller. De tre elmotorer, hvoraf to sidder på bagakslen, har en samlet boost-ydelse på 503 hk og et drejningsmoment på 973 Nm. Det giver de to rent eldrevne modeller en accelerationstid fra 0 til 100 km/t på 4,5 sek. Den intelligente drivlinjestyring løfter kørselssikkerheden og ikke mindst køredynamikken til et nyt niveau, idét modellerne ud over det elektriske firehjulstræk også er udstyret med elektrisk torque vectoring med aktiv og fuldt variabel momentfordeling på bagakslen,” skriver Audi i pressemeddelelsen.
Illustration af den nye tre-motorers drivlinje fra Audi (foto: Audi) Den største af elmotorerne, som driver bagakslen i e-tron 55-modellerne, er nu blevet tilpasset og monteret på forakslen, hvor den yder 169 hk (124 kW) eller 204 hk (150 kW) i boost. Den mindste af elmotorerne sidder nu i tilpasset form på bagakslen sammen med en identisk pendant, og de yder tilsammen 267 hk (196 kW) eller 359 hk (264 kW) i boost.
Ved normal kørsel er det kun de bageste elmotorer, der arbejder. Den forreste motor får ikke tilført nogen strøm, men den tilkobles, uden at føreren mærker det, hvis der trædes kraftigere på speederen, eller også præventivt, hvis bilen mister vejgreb ved lave friktionsværdier eller ved hurtig kørsel gennem sving, fortæller Audi.
Ligesom de “almindelige” e-tron modeller, kan de nye S-udgaver lades op med op til 150 kW jævnstrøm (DC), så batteriet kan fyldes fra 5 til 80 procent på en halv time. Derudover kan bilerne også lades op med vekselstrøm (AC) – som standard med op til 11 kW.
Der foreligger endnu ikke forbrugsangivelser og priser, ligesom udbuddet af udstyr heller ikke er fastlagt. Herunder et par ekstra billeder af den prototype, Audi viser frem: