En af de store fordele ved at købe en Tesla, er adgangen til firmaets Supercharger-netværk, der nærmer sig 600 ladestationer i Europa. Heraf 11 i Danmark – med ni nye på vej i år. Volksawagen, BMW, Mercedes og flere aner bilproducenter har slået sig sammen for at danne konkurrenten Ionity, men de har er i skrivende stund kun 335 stationer i Europa.
Audi CEO’en Markus Duesmann siger nu i interview med tyske Handelsblatt, at han overvejer at opbygge sit eget ladenetværk i større byer – muligvis sammen med et andet mærke inden for VW-koncernen.
– Vi ønsker ikke, at salget af vores elbiler mislykkes på grund af manglen på ladestationer. Vi undersøger, om vi kan bygge vores eget premium-opladningsnetværk i store byer, siger Markus Duesmann til avisen og beskriver initiativet som en slags “Ionity til byerne”.
Avisen oplyser, at planerne inkluderer 200-300 ladestationer og en investering på 15 milliarder euro – 112 milliarder kroner. Der spekuleres også i, at Porsche udvælges som partner. Om andre bilmærker også vil få adgang, er derimod uklart.
I modsætning til Audis påtænkte ladenetværk, er Teslas Supercharger-netværk dog ofte placeret uden for byerne, beregnet til lynopladning på langture.
Markus Duesmann har været topchef hos Audi i lidt over et år og iværksatte allerede kort efter til tiltræden projekt “Artemis”, der skal resultere i en supereffektiv elbil med lang rækkevidde senest i 2024. Han har ansat den tidligere Apple-mand Alex Hitzinger til at lede projektet.