ElbilerTophistorie

Audi: Slut med forbrændingsmotorer

Strammere EU-regler for udledning af CO2 får Audi til at droppe al udvikling af nye forbrændingsmotorer. Fremtiden er elektrisk.

I et interview med det tyske nyhedsbureau DPA siger Audi-bossen Markus Duesmann, at Audi vil stoppe helt med at udvikle nye forbrændingsmotorer. Det er slut. Fremtiden er elektrisk og indtil den transformering er gennemført, skal der ikke udvikles nye fossilmotorer, blot justeres på de eksisterende. Årsagen er de nye Euro 7 regler, som strammer skruen yderligere om bilernes udledning af CO2 og de kræftfremkaldende NOx-partikler.

– EU’s planer for endnu strengere emissionsregler er en enorm teknisk udfordring, der samtidig har meget lidt klimagevinst. Det begrænser forbrændingsmotoren alvorligt. Vi udvikler ikke længere nye forbrændingsmotorer, men tilpasser vores eksisterende motorer til nye emissionskrav, siger Markus Duesmann.

 

Inden for de næste fem år vil Audi have 20 elektriske bilmodeller i porteføljen. Efter SUV’en e-tron og sedanmodellen e-tron GT barsler Audi i øjeblikket med den kompakte Q4 e-tron, der rygtes at være prissat endog meget fornuftigt. Audi udgav for få uger siden billeder af kabinen, der viser, at Q4 får højttalersystem fra Sonos.

EU vil i praksis forbyde fossiler fra 2025

Det er ikke nogen hemmelighed, at de nye Euro 7-regelforslag giver bilproducenterne hovedpine. Ifølge den tyske brancheorganisation VDA vil de være “teknisk umulige at nå” og en ingeniør hos Volkswagen har udtalt, at dieselbiler snildt kan stige med op til 100.000 kroner, hvis reglerne indføres.

 

Ifølge de nuværende Euro 6 regler må nye benzinbiler udlede op til 60 mg NOx/km, mens dieselbiler må udlede op til 80 mg inden der skal betales bøder. Men i de nye Euro 7 regler, der er blevet foreslået, er mængden sat ned til bare 30 mg NOx/km – for både benzin- og dieselbiler. Og de nye regler skal gælde allerede fra 2025.

– Europa kommissionen vil i praksis forbyde biler med forbrændingsmotorer fra 2025, har VDAs chef, Hildegard Müller, tidligere udtalt.

Ud over at stramme emissionerne, vil EU også stramme reglerne for testen af bilernes udledning betydeligt, så det bliver sværere for bilproducenterne at opgive “falske” tal. Eksempelvis skal bilerne, der testes ude i virkeligheden, gøre det over en strækning på blot 5 kilometer og ikke 16 kilometer som i dag. Det betyder, at motoren ikke når at blive varm og dermed yde optimalt.

 

Samtidig kræver EU, at de nye Euro 7 regler skal overholdes, selv om bilen kører med tagboks, anhænger eller cykelholder.

Endnu er det ikke fastlagt præcis hvor strikse de nye regler bliver, det sidder der kloge hoveder og regner på i øjeblikket.

 

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.