TeknologiTophistorie

Både iPhone- og Samsung-brugere mener at AI-funktioner skuffer

En ny undersøgelse viser, at 73 procent af iPhone-brugerne og 87 procent af Samsung-brugerne finder de nyeste AI-funktioner næsten værdiløse.

Der er måske ikke nogen grund at begræde, at danske iPhone-ejere ikke har adgang til Apple Intelligence. En nylig undersøgelse fra SellCell afslører nemlig, at både iPhone- og Samsung-brugere finder de nuværende AI-funktioner i deres smartphones af begrænset værdi.

Hele 73 procent af iPhone-brugerne og 87 procent af Samsung-brugerne mener, at AI-funktionerne tilføjer “meget lidt” eller “ingen” værdi til deres oplevelse.

 

Undersøgelsen viser ellers samtidig, at næsten halvdelen af iPhone-brugerne (47,6 procent) anser funktioner, baseret på kunstig intelligens, som en “meget” eller “noget” vigtig faktor ved valg af ny telefon. Til sammenligning er det kun 23,7 procent af Samsung-brugerne, der deler denne opfattelse.

Blandt iPhone-brugere er de mest anvendte Apple Intelligence-funktioner:

 

  • Skriveværktøjer: 72%
  • Notifikationsoversigter: 54%
  • Prioriterede beskeder: 44,5%
  • Ryd op i Fotos: 29,1%
  • Smarte svar i Mail og Beskeder: 20,9%

For Samsung-brugere topper følgende AI-funktioner listen:

  • Circle to Search: 82,1%
  • Photo Assist: 55,5%
  • Chat Assist: 28,8%
  • Note Assist: 17,4%
  • Browsing Assist: 11,6%

Interessant nok angiver 16,8 procent af iPhone-brugerne, at de ville overveje at skifte til Samsung, hvis de tilbød bedre AI-funktioner. Omvendt er det kun 9,7 procent af Samsung-brugerne, der ville overveje at skifte til iPhone af samme årsag.

Selvom de nuværende AI-funktioner ikke imponerer flertallet af brugerne, kan kommende opdateringer ændre dette billede. Apple har med iOS 18.2 for nylig introduceret nye funktioner som Genmoji og integration af ChatGPT, mens Samsung planlægger at lancere nye AI-funktioner i deres kommende Galaxy-modeller.

 

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.