Da Sonos Ace hovedtelefonerne blev lanceret i maj måned, var det med en løfte om, at de inden årets udgang ville modtage en opdatering der løftede surround-oplevelsen til en nyt niveau. Den såkaldte TrueCinema teknologi. Nu nærmer vi ps årets afslutning og Sonos har netop meddelt, at funktionen er udsat på ubestemt tid.
Ifølge flere kilder på nettet peger Sonos mod det nye år og håber, at opdateringen kan være klar allerede i slutningen af januar. Men der er altså ikke sat nogen ny dato på lanceringen.
TrueCinema er en avanceret teknologi fra Sonos, designet specifikt til deres Ace-hovedtelefoner. Formålet er at løfte hjemmebiografoplevelsen ved at analysere rummets akustiske egenskaber og bruge denne information til at finjustere surround sound-effekten. Ved hjælp af soundbarens indbyggede mikrofoner registreres lydens refleksioner i rummet, hvilket gør det muligt at tilpasse hovedtelefonernes lydindstillinger for at levere en mere autentisk og medrivende lytteoplevelse.
TrueCinema skal ikke forveksles med SoundSwap, der gør det muligt at “beame” surroundlyden fra soundbaren til hovedtelefoner. Den fungerer og har gjort det siden hovedtelefonerne kom på hylderne.
Lanceringen af Sonos Ace har i det hele taget været problematisk for Sonos. Hovedtelefonerne blev sendt på gaden sammen med en omfattende app-opdatering, der gav Sonos-ejerne store problemer. Så store, at Sonos mere end en gang har måttet undskylde offentligt og samtidig allokere programmører til at arbejde på rettelser i døgndrift.
Derfor er det også nærliggende at tro,. at forsinkelsen af TrueCinema er en direkte konsekvens af, at Sonos har brugt sine ressourcer på rettelser frem for at få gjort TrueCinema klar.