Bang & Olufsen er blevet reddet fra en truende konkurs, da aktionærerne – som ventet – stemte ja til en redningsplan ved en ekstraordinær generalforsamling i dag. Dermed sikres livsvigtig kapital, der kan holde skuden flydende. Det skriver Børsen.
Redningsplanen blev meldt ud i starten af maj, hvor nationalklenodiet meddelte, at de akut manglede 400 milllioner kroner for at klare sig gennem krisen.
Pengene skrabes ind ved en aktieemission, hvor der udstedes nye aktier på markedet – 81,5 millioner af slagen – som sælges for en fremkrone stykket. Samtidig har B&O sikret sig yderligere 100 millioner i kredit, så selskabet får tilført lidt over 500 millioner kroner.
– Det er en afgørende beslutning for Bang & Olufsen, sagde B&O-bestyrelsesmedlem Jesper Jarlbæk ifølge Børsen, da aktionærerne godkendte kapitaludvidelsen tidligere i dag.
Firmaet har været i problemer i årevis og har nærmest gjort det til en tradition at nedjustere forventningerne til regnskaberne. Det er sket fem gange i træk – senest i december måned. Og det seneste kvartalsregnskab blev da også fulgt til dørs med en fyringsrunde, der skal spare B&O for 175 millioner kroner.
Bestyrelsesformanden døde pludseligt
Den ekstraordinære generalformsaling kommer kun dagen efter, at Bang & Olufsens bestyrelsesformand gennem 10 år, Ole Andersen, døde af naturlige årsager. Han blev mindet med et minuts stilhed under generalforsamlingen.