Bang & Olufsen har løftet sløret for et nyt samarbejde med e-sportgiganten Astralis. Igennem de næste år skal Astralis hjælpe B&O med at udvikle udstyr til gamer – og samtidig skal B&O udstyre holdet og spillerne med lydprodukter til brug væk fra skærmen og sponsorere FIFA-holdet.
– Vi er glade for at offentliggøre vores samarbejde med Bang & Olufsen. Samarbejdet er ikke blot værdifuldt rent kommercielt, men også brandmæssigt, da B&O deler Astralis’ værdier med en klar identitet og kompromisløs tilgang til håndværk og kvalitet, fortæller Jakob Lund Kristensen, der er medstifter og CCO i Astralis Group.
Det første af de nye gaming-produkter bliver et sæt hovedtelefoner, der, ifølge B&O’s pressemeddelelse, bliver “et raffineret møde mellem luksuriøst design og gaming”. De kommer efter planen i handelen i løbet af foråret 2021.
– Vi er glade for at samarbejde med en af verdens førende e-sportsorganisationer, når vi vover os ind i gaming-industrien. De spillere, vi ønsker at nå, er vokset op med gaming og bruger det til at slappe af og have det sjovt, udfordre sig selv og give mental stimulering. De har passionen og midlerne til at investere i gaming-hardware, men finder desværre ofte ud af, at branchen er bagud, når det kommer til påskønnelse af lyd, kvalitet og komfort, siger Christoffer Poulsen, SVP for Product Management i B&O.
Astralis blev grundlagt i 2016 og er primært kendt for sine evner i spillet Counter-strike. I 2017 vandt holdet finalen i Eleague Major og har siden vundet yderligere tre majors. Holdet har to gange ligget nummer 1 på verdensranglisten.