Der er langt mellem banker, der tilbyder at knytte dankortet til mobile betalingsløsninger som Apple Pay. Faktisk er det udelukkende Dansk Bank, der tilbyder den mulighed. Men det skal der laves om på. Nets indfører nemlig krav om, at bankerne skal åbne for dankortet til Apple Pay.
Det gør de, fordi dankortet de senere år har haft det mere end almindelig svært i konkurrencen mod udenlandske løsninger som Visa og Mastercard.
– En stadig stigende del af betalingerne i Danmark sker i dag via mobilen. Så vi ser det som en naturlig del af udviklingen af Dankort, at det bliver tilgængelig i eksempelvis Apple Pay, siger Esben Torpe-Jørgensen, der er direktør for Dankort hos Nets, til FinansWatch.
Arbejdernes Landsbank er, ifølge mediet, allerede gået i gang med at implementere dankortet i mobile betalingsløsninger.
Godt for forbrugerne
Hvad de færreste danskere ved, er, at det er væsentlig billigere for butikkerne – og i sidste ende forbrugerne – at modtage betalinger via dankortet. Samtidig er omkostningerne til indløsning af internationale kort (Visa og MasterCard) stigende.
“Alene regningen til butikkerne estimeres af det engelske konsulenthus CMPSI at løbe op i cirka 530 millioner kroner årligt, hvis Dankort afvikles. Cirka 70 procent af den regning vurderes direkte at ville ramme forbrugerne,” skrives der i et debatindlæg. Det er skrevet af Henrik Hyltoft, vicedirektør, Dansk Erhverv, og Uffe Rabe Krag, politisk chef, Forbrugerrådet Tænk.