Audi meddelte fredag, at de midlertidigt har indstillet produktionen af deres Audi e-tron elektriske SUV på grund af ”forsyningsproblemer”. Det siges ikke direkte, men problemet er en velkendt hemmelighed: Der er en seriøs mangel på batterier.
Audi er ikke alene. I forrige uge skrev avisen The Times, at Jaguar ville sætte produktionen af elbilen I-Pace på pause grundet problemer med at få batterier fra producenten LG Chem. Mercedes meddelte i slutningen af januar, at de vil halvere produktionen af elbiler fra 60.000 til 30.000 i år. Årsagen angives til at være leveringsproblemer fra samme producent. Hyundai har samme problem.
– I øjeblikket begrænses udbredelsen af elbiler mere af mangel på produktionskapacitet end noget andet. Manglende produktionskapacitet for batterier er en vigtig del af dette. Derfor har mange travlt med at bygge fabrikker, siger Paul Anderson, meddirektør for Birmingham Center for Strategic Elements and Critical Materials.
IKEA, Vestas, Volkswagen, Siemens og Goldman Sachs har alle kastet penge efter svenske Northvolt, der vil producere verdens grønneste elbils-batteri helt oppe ved polarcirklen. Kemivirksomheden BASF annoncerede i sidste uge, at to højteknologiske batteri-fabrikker med bæredygtig produktion af batterierne forventes at stå færdige i 2022. Den ene er ved at blive udviklet i det nordlige Finland og den anden i Tyskland.
Problemet er kobolt
Men opførelsen af nye batteri-fabrikker gør det ikke alene – det grundlæggende problem er råstofferne, der bruges til batterierne; i særdeleshed kobolt. Grundstoffet udvindes primært i et enkelt land, Den Demokratiske Republik Congo, der leverer voldsomme 59 procent af al den kobolt der bruges verden over. Et tal, der ifølge analytikeren Randy MacEwan forventes at stige til hele 75 procent i den kommende tid.
”Congo er et af verdens mindst udviklede lande. Landet har en dyster historie med politisk ustabilitet, væbnede konflikter, udbredt korruption og børnearbejde. Selv om kobolt er en kernesøjle i Congos økonomi, er der meget lidt gennemsigtighed i koboltforsyningen,” skriver MacEwan.
Ud over risikoen ved den politiske situation i Congo, antyder forskning fra MIT desuden, at der ikke er nok kapacitet til at mine og behandle materialet for at imødekomme efterspørgslen. Undersøgelsen antyder, at efterspørgslen kan stige til 430.000 ton i det næste årti, hvilket er 1,6 gange dagens kapacitet. En anden udfordring er prisen. Kobolt er rasende dyrt.
En gevaldig udfordring
En løsning kan være at finde et alternativ til kobalt i batterier. Hurtigt. Den kinesiske producent Contemporary Amperex Technology (CATL) producerer allerede batterier, der bruger fosfat i stedet for nikkel-kobolt-aluminium (NCA) eller nikkel-mangan-kobolt-kombinationer (NMC).
Fabrikken har tiltrukket sig Teslas opmærksomhed og ifølge Reuters er Elon Musk allerede i forhandlinger om at bruge kobolt-fri batterier i Teslaerne – men kun de biler, der produceres i Kina. Hverken Tesla eller CATL har ønsket at kommentere rygterne.
En ulempe ved fosfat-batterierne er dog, at de ikke har samme kapacitet som deres kobolt-fætre – og kort rækkevidde er et af de argumenter mange forbrugere peger på som det største problem ved elbiler.
Med andre ord: Tesla, Volkswagen og de andre producenter, der i hel eller stigende grad er afhængige af batterier, har en gevaldig udfordring.