Battlefield 1

Anmeldt version: PC

Findes også til: Xbox og PS

Mine to venner – som jeg lige har mødt i Battlefield 1 – og jeg har netop skudt en zeppeliner ned med vores tank, som vi til lejligheden havde parkeret sådan lidt på skrå op af en lille stensætning i hvad der for 15 minutter siden lignede en idyllisk italiensk landsby. Nu dækker zeppelinerens flammende skelet det meste af skærmen, mens konstante bombetogter og vores larvefødder har reduceret alle bygninger i byen til ruiner.

1. verdenskrigsæstetik

Hvis du leder efter en realistisk afbildning af en altødelæggende krig, der udslettede generationer af europæiske mænd, så er det ikke her. Hvis du derimod higer efter en gang paintball på steroider, hvor man kan skyde luftskibe med kanoner på en skønmalet baggrund af 1. verdenskrigsæstetik, så er Battlefield 1 lige noget for dig.

Svenske Dices første battlefield hed 1942 og bød på noget helt nyt for genren, Masser af spillere, store kort, tanks, ubåde, krigsskibe og et glorværdigt kaos, der ville noget andet end genrens andre skydespil. Siden har de vaklet lidt fra grøft til grøft mens de har prøvet på at forfine deres bidrag til genren. Der har været spil med fokus på nærkamp, spil med store robotter, dueller på knallert i Vietnams jungler og endda udgaver, hvor der også var en singleplayerdel, der var værd at tale om. Battlefield 1 er kulminationen af alt dette og rummer meget af det bedste.

Trains, planes and automobiles

Et af problemerne med de store skibe i det første Battlefield var f.eks. at mens de blev styret fra en pc, så sad besætningen på andre som så skulle tale sammen over internettet, så grafikken glitchede og man løb gennem dæk og vægge. Desuden var der altid en idiot, der sejlede dem på grund. Men i teorien var de awesome. I Battlefield 1 vender de tilbage som de såkaldte Behemoths. Et slagskib, en absurd velbevæbnet pansertog og en zeppeliner, der fylder det meste af himlen, når den dukker op. Der er kun en per bane og den bliver tildelt det hold, der er bagud, så de med den overlegne ildkraft får en chance for at vende kampen. Det sker så stort set aldrig, og der er stadig altid en idiot, der sejler skibet på grund eller glemmer at toget kan køre, men de er sjove både at bemande og nedkæmpe – og måske lærer flere spillere at bruge dem fornuftigt med tiden. Problemet med netværkskode og glitchende grafik har Dice løst ved at man kun kan bemande faste positioner i hver og ved, at der ikke er 10 på skærmen samtidig. Det virker og det er imponerende.

Skyttegravskrig på steroider

I forhold til resten har fokus været på bevægelighed og balance snarere end realisme. Hvor virkelighedens Første Verdenskrig var en gruopvækkende kamp fra skyttegrav til skyttegrav, hvor artilleri, giftgas, kugler og knive dræbte millioner, så styrter man her rundt med automatgeværer og leger tagfat om de flag, de fleste baner handler om at overtage. Våbnene er hurtige og fuldautomatiske selv om det var en fuldstændig ny teknologi dengang og man kan sagtens spille en runde, hvor 50 procent af spillerne fiser rund med våben, som der måske blev bygget under 100 af i virkeligheden. Alle steder hvor realisme har stået i vejen fra action og sjov, har svenskerne sagt ”fuck realisme” og tilføjet mere sjov. Det der gør Battlefield 1 til Første Verdenskrig og f.eks. adskiller det fra Battlefield 4, der udspillede sig i en meget nær fremtid, er fokus på nærkamp – f.eks. kan man styrte ekstra hurtigt frem et skrig og en sænket bajonet eller hugge snigskytter ned med sabel fra en hestesaddel – og så det totale fravær af alle de mærkelige våben og futuristiske gadgets. Man optjener stadig point, men her går de til mere specialiserede våben eller flottere udsmykning – ikke til en gradvis udbygning af udstyr, der skiller de nye fra dem, der har spillet længe.

De øvede skyder de mindre øvede

Øvelse gør stadig mester, men det betyder slet ikke så meget, hvilket våben, man vælger. Rækkevidden på de forskellige våben er også blevet meget kortere, så selvom man tit dør uden at fatte hvor på det store kort, man blev angrebet fra, så bliver man sjældent myrdet af en gut med en pistol, der gemmer sig på taget af et hus. Snigskytterifler har stadig kikkertsigte og længere rækkevidde, så der er stadig for mange spillere, der helst vil ligge i en busk og snipe, men det er ikke dem, der scorer flest point og de er blevet nemmere at ignorere – men man skal stadig ikke stå stille i det fri.

Fly og køretøjer er varierede og kan slå hårdt, men de farligste kræver både en god chauffør og en komplet kompetent besætning, der forstår at samarbejde. Dødbringende, når man opnår det, men det kan være svært med et tilfældigt sammenrend af spillere. Soldaterne og kortene er også udstyret med gode modsvar til både fly og kampvogne, så de dominerer ikke på samme måde som i tidligere spil i serien.

Lidt verdenshistorie skal der også til

Nå ja, og så er der da også en imponerende single player-kampagne. Hvis man gerne vil lære lidt verdenshistorie, så fortæller single player-delen historien om Første verdenskrigs rædsler effektivt fra forskellige karakterers synsvinkel – dog er du stadig en Rambo-inspireret dræbermaskine, så realisme skal man ikke forvente. Dice har prøvet at visualisere krigens alvor i indledningen, hvor du mere eller mindre konstant dør og hver gang præsenteres for navn og dødsdag for endnu en ung soldat fra virkelighedens krig, men inden det kan rodfæste sig, så skal du flyve, køre, løbe og ride dig til egenhændigt at vinde krigen igen. Men point for forsøget.

Historien fortælles også i de møjsommeligt håndlavede slagmarker, kampene udspilles på. Hvert introduceres med korte vignetter, der fortæller om virkelighedens slag. Men de bliver aldrig andet end baggrunde. Til gengæld ser de forrygende ud og har hver deres særkender. De fleste rummer også en masse bygninger, der stort set alle sammen kan bombes til støv – og gerne bliver det mens kampene vider frem.

Flot, sjovt og overfladisk

Alt i alt er Battlefield 1 en forrygende krigsleg, der ikke skal tænkes dybere over. Battlefield 1 byder på forrygende grafik og velbalanceret gameplay. Det er ikke nyskabende, hverken for genren eller serien, men kulminationen af Dices erfaringer fra års eksperimentering og de andre spil i serien. Fordi det er udgivet af Electronic Arts, så er der selvfølgelig allerede iregnet en lang række udvidelser, der byder på nye kort, våben og køretøjer. Godt for dem, der spiller dagligt og måske kører træt i de samme skyttegrave, slotte og ørkenborge, men mindre godt for dem, der ikke vil bruge en formue og måske pludselig får svært ved at finde nogle at spille med, når alle andre har bevæget sig videre. Som det står nu er der dog masser af indhold og massere af modstandere.