Lanceringen af OnePlus 7-serien nærmer sig og kineserne har endnu engang været ude og bekræfte et af rygterne. Ligesom de øvrige Android-flagskibe vil OnePlus 7 have et kamerasystem med tre linser på bagsiden. Det har OnePlus bekræftet med et kryptisk ti-sekunders videoklip på deres officielle Twitter-konto. Videoen skal skabe opmærksomhed inden eventet den 14. maj, hvor de tre telefoner i 7-serien lanceres.
Det er uvist om det er alle telefonerne i 7-serien der får tre kameraer, eller det er begrænset til den dyrere Pro-variant. Klippet følges af hastagget #OnePlus7Pro, hvilket godt kan tyde på det sidste. Hvis det er sandt, vil den almindelige 7’er sandsynligvis være bestykket med samme dobbeltkamera som på OnePlus 6 og 6T.
Linket i tweetet fører i øvrigt til en hjemmeside, der reklamerer for Go Beyond Speed-eventet. Pete Lau har allerede bekræftet at OnePlus 7 Pro vil kunne fås i en 5G-variant ligesom Pro’erne vil være udrustet med en ”banebrydende” 90Hz-skærm, der skal give langt mere flydende grafik på telefonen. Pete Lau har også bekræftet at 7-serien ikke vil få trådløs opladning.
iNPUT vil være til stede under lanceringen af OnePlus 7-serien, så giv os vores Facebookside et Like, hvis du vil have nyheder om telefonen direkte i dit nyhedsfeed.