De såkaldt ægte trådløse hovedtelefoner har hidtil været mest til forretnings- og sportsfolk, men med Beoplay E8 sætter danske B&O Play endelig fokus på musikkvaliteten.
Beoplay E8 består af to trådløse ørepropper samt en opbevaringsæske, der dublerer som oplader. De er i vanlig Struer-stil fremstillet af aluminium og læder – og er noget mere anonyme end f.eks. Apples AirPods (læs vores anmeldelse her).
Fokus på musikken
Hvor Jabra Sport Elite primært henvender sig til sportsfolk, så er Beoplay E8 designet med lyden i fokus.
– Når man designer øretelefoner, stræber man efter at ramme den perfekte balance mellem størrelse, ergonomi og lydkvalitet. Jo flere funktioner man vil inkludere, des mindre plads efterlader det til de komponenter, der er essentielle for reproduktionen af lyd. Gennem adskillige iterationer i designprocessen har vi formet rummet i Beoplay E8 for at integrere de komponenter, der leverer den bedste lyd og kvalitet. Kombineret med mere end 90 års erfaring i tuning af lyd, er det lykkes os at skabe et helt igennem fantastisk lydbillede, hævder Global Product Manager, Libor Matus fra B&O Play i pressemeddelsen.
Trykfølsomme propper
Betjeningen af Beoplay E8 foregår, lige som på AirPods, på siden af hver prop og man kan starte musikken, skifte mellem numre, besvare opkald samt aktivere stemmekontrol og Transparency Mode. Sidstnævnte er en funktion, der lader dig bestemme, hvor meget af den “virkelige verden”, du ønsker at høre. Der er tre niveauer, der kan indstilles via Beoplay app’en på mobiltelefonen.
Hver øretelefon har en 5,7 mm dynamisk højtaler, en lille elektromagnetisk transducer, NFMI teknologi og en Bluetooth 4,2 chip med Digital Sound Processing, der muliggør dynamisk tuning.
Hovedtelefonerne fås i farverne Black og Charcoal Sand og den vejledende udsalgspris er på 2.299 kroner. De rammer butikkerne den 12. oktober.