Det skal være lige så let at tænde for musik, som det er at tænde for lyset i hjemmet. Sådan er filosofien bag B&O’s nye fjernbetjening, Beoremote Halo. Men det er ikke et produkt til brede befolkning; Halo er lavet som et nicheprodukt til de kunder, der i forvejen har investeret i Bang & Olufsens linje af højprofil-højttalere.
Med Beoremote Halo kan man på en enkel og overskuelig måde kontrollere musikken i hele hjemmet. Brugerfladen er skabt ud fra et ønske om at, at det skal være så enkelt som muligt at afspille lyd, gruppere højttalere og skifte musik i et rum, mens man hører noget andet i det tilstødende lokale, fortæller B&O.
Fjernbetjeningen er i vanlig B&O-stil designet som et stykke moderne kunst, der både skal kunne stilles på et bord eller hænges op på væggen. Når man nærmer sig enheden, lyser den trykfølsomme skærm automatisk op, og den giver taktil feedback når den berøreres.
Beoremote Halo kan stilles på et bord eller hænges på væggen. Halo har fire programmerbare favoritknapper, der kan bruges til at skifte mellem eksempelvis TuneIn, Spotify, Deezer eller helt andre tjenester. Et langt tryk på standby-knappen stopper al afspilning i hele hjemmet.
B&O er godt klar over, at Halo næppe bliver årets storsællert. I en pressemeddelelse fortæller de, at den er at betragte som et produkt til “den kræsne forbruger, der lægger vægt på design, enkelhed og brugeroplevelse” og som i forvejen har “et udbygget system af B&O-højttalere”.
Beoremote Halo fås i tre farver; aluminium, bronze og messing og koster 5.500 kroner – et greb i lommen, hvis man allerede har udstyret hjemmet med de højttalere, den kan fjernbetjene.
Detaljebilleder. Klik for større.