Det ville være synd at sige, at Tesla Cybertruck ligner en traditionel pickup-truck. Siden fredag, hvor Elon Musk præsenterede bilen, er den blevet hånet i ord og billeder på nettet. Teslas værdi er endda faldet på børsen på grund af bilen. Men det kontroversielle design har ikke skræmt interesserede købere væk.
På Twitter har Elon Musk meddelt, at firmaet nu har rundet 200.000 forudbestillinger på bilen. Og det er ikke den billigste udgave der er mest populær; 41 procent af forudbestillingerne er på den dyreste model med tre motorer. Kun 17 procent har valgt den billigste model.
De mange forudbestilinger udgør en værdi på omkring 10 milliarder dollars – svimlende 67,5 milliarder kroner. Det er naturligvis afhængigt af, at alle gennemfører købet. Interesserede skal lægge 100 dollars på disken – herhjemme dog 1.000 kroner.
Til sammenligning skulle man lægge et 1.000 dollars stort depositum, hvis man ville forudbestille Tesla model 3 – hvilket mere end 300.000 valgte at gøre.
De første færdige udgaver af Tesla Cybertruck kører ud fra fabrikken i efteråret 2021.