ElbilerTophistorie

Bilaftale: Grønne biler skal betales af højere afgift på fossilbiler

Regeringen er nået i mål med en aftale om fremtidens beskatning af biler. Fossilbiler og vejskat skal bane vejen for 1 million grønne biler.

Efter lange forhandlinger hen over efteråret er regeringen klar med en ny aftale om fremtidens bilafgifter. Ambitionen er, at der skal en million elbiler og plugin-hybrider på de danske veje inden 2030 – men aftalen har kun fundet finansiering for omkring 7750.000. I 2025 skal der laves et pitstop, hvor der findes nye konkrete finansieringsforslag, som kan muliggøre 1 mio. grønne biler i 2030.

Med aftalen foretages en omlægning af bilafgifterne – og det bliver, groft sagt, fossilbilerne, der skal betales gildet. Fremover skal registreringsafgiften baseres på bilens værdi og CO2-udledning, og ejerafgiften og udligningsafgiften forhøjes, hvilket ifølge regeringen vil tilskynde til at udskifte de biler, der sviner mest.

 

For at det ikke skal blive uhensigtsmæssigt dyrt for en helt almindelig familie at købe en bil, afsættes der 2,5 mia. kroner fra det grønne råderum til at finansiere aftalen, fortæller Finansministeriet i en pressemeddelelse.

– Vi har fundet en god balance, som giver mange flere grønne biler på de danske veje, og hvor helt almindelige danskere stadig vil have råd til at have bil. Samtidig kan både bilkøbere og -branche se frem til ro på bilmarkedet, fordi aftalen giver klarhed om bilafgifterne. Der er i den grad grund til at glæde sig over aftalen, siger skatteminister Morten Bødskov.

 

Aftalen er indgået af regeringen, Radikale Venstre, Socialistisk Folkepart og Enhedslisten og den blev præsenteret fredag eftermiddag. Venstre og Konservative forlod tidligere forhandlingerne.

Aftalen kan læses i hele sin længde via dette link (PDF, åbner i nyt vindue). Her er hovedpunkterne i aftalen:

Omlægning af registreringsafgiften for person- og varebiler

 

Aftalen indeholder initiativer, som en sikrer en omlægning af bilafgifterne, som understøtter en øget udbredelse af grønne biler, samtidig med at en grøn omstilling af bilparken går hånd i hånd med de behov, danskerne har for transport i alle dele af Danmark. Det gælder også i forhold til erhvervslivets samlede transportbehov. Omlægningen af registreringsafgiften vil med aftalen baseres på bilens værdi og CO2-udledning. Omlægningen af bilafgifterne skønnes at reducere CO2-udled- ningen med 0,2 mio. t. i 2025 og 0,5 mio. t. i 2030.

Forhøjelse og omlægning af løbende bilafgifter

Med aftalen vil udligningsafgiften for dieselbiler fra 2021 øges med 300 kr. i gennemsnit. Derudover øges ejerafgiften med 3 pct. i 2022, 6,5 pct. i 2023, 6,5 pct. i 2024, 6,5 pct. i 2025 og yderligere 10 pct. i 2026. Derudover vil ejer- og udligningsafgiften omlægges for nye biler fra en afgift, der er differentieret efter, hvor langt bilerne kører på hhv. en liter benzin og diesel, til en afgift, der er differentieret på baggrund af bilernes CO2-udledning.

 

Kilometerbaserede afgifter for lastbiler

Afgifter på lastbiltrafik er i dag fastsat betydeligt under de samfundsøkonomiske omkostninger, som opstår gennem lastbilernes belastning af omgivelserne, herunder udledning af CO2. Med aftalen omlægges vejafgiften på tung trafik med danske og udenlandske lastbiler til en kilometerbaseret og CO2-differentieret afgift, sådan at lastbiltrafikken i højere grad beskattes efter dens belastning af omgivelserne. Ved mulighed for CO2-differentiering skønnes afgiften at kunne reducere CO2-udledningen med 0,1 mio. t. i 2025 og 0,2 mio. t. i 2030.

 

Lav elafgift til opladning af biler

Som en del af aftalen vil særordningen med lav elafgift til opladning på el til opladning af nul- og lavemissionsbiler forlænges til og med 2030.

 

Arbejde for stop for salg af nye fossile biler senest i 2030

Det er i dag ikke muligt i henhold til gældende EU-ret at indføre et forbud mod indregistrering og salg af nye diesel- og benzinbiler i Danmark. Aftalen indebærer derfor, at der på EU-niveau skal arbejdes for en ambitiøs plan for udfasning af nye benzin- og dieselbiler og muligheder for, at ambitiøse lande kan gå forrest og indføre et forbud, samt ambitiøse CO2-krav for biler og varevogne i EU og fremme af den nødvendige infrastruktur og alternative brændstoffer.

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.