Der er sikkert ikke mange, der kender det kinesiske bilmærke JAC? Men de har faktisk en enkelt model til salg herhjemme, nemlig SUV’en e-JS4. Men snart kommer de med en model, der nok skal give dem opmærksomhed – den elektriske mikrobil JAC e30x, der har retning mod at blive den billigste elbil på markedet.
Da bilen blev vist frem på bilmessen Auto China i maj måned lovede den danske importør, at den ville komme til Norden. Nu er den så blevet prissat i Norge – og det er en ret imponerende lav pris. Indstigningsmodellen kan købes for 219.990 NOK, hvilket svarer til omkring 137.000 danske kroner.
Om den får samme lave pris herhjemme, det ved vi ikke endnu, da der ikke er meldt nogen ud officielt.
JAC e30x er en elektrisk mikrobil med fem sæder. I Norge kommer den i tre varianter, med batteristørrelser på mellem 41 og 51,5 kWh. Med det store batteri har e30x en rækkevidde på 374 WLTP-kilometer. Batteriet understøtter hurtig opladning med en effekt på 70 kW og kan oplades fra 30-80 procent på omkring 40 minutter.
To udstyrspakker Ifølge importøren, RSA, har bilen et “ungdommeligt og retro-inspireret design, samt et funktionelt og meget moderne interiør”. Bilen måler 402,5 cm i længden, 156 cm i højden og 177 cm i bredden. Akselafstanden på 2,62 meter og bagagerummet rummer op til 310 liter.
I Norge kan den bestilles med to udstyrspakker; Pure Edition og Nordic Edition. Standardudstyr tæller blandt andet 12,8-tommer infotainmentskærm, førerdisplay, trådløs Apple CarPlay og Android Auto, trådløs mobiloplader, 360 graders kamera og varmepumpe.
Topmodellen har desuden panoramaglastag, forsæder med varme og ventilation, 15,6-tommer infotainmentskærm, indvendig belysning og en opgraderet lydpakke.
Hvornår den kommer til salg herhjemme, er endnu uvist. Men at den kommer, er ganske givet. I forbindelse med præsentationen af JAC e30x og pickup-trucken T9 EV udtalte Steffen Vilstrup, der er Managing Director for JAC Motors i Danmark:
– Vi tror de kommende modeller fra JAC vil ramme det nordiske marked godt, og vi glæder os til at dele mere om disse.
I mellemtiden kan man besøge JAC’s danske hjemmeside for mere information.