Tesla ser nu endelig ud til at være ved at være klar til at lancere en mere prisvenlig elbil – måske allerede i år. Ifølge tre anonyme kilder med indsigt i sagen, som Reuters har talt med, arbejder Tesla på at introducere en billigere model for at genvinde markedsandele – især i Kina, men også på andre markeder, eksempelvis i Europa, hvor Tesla har det mildt sagt skidt for tiden.
Mindre Model Y
Projektet, der internt er kendt under kodenavnet E41, skal efter planen produceres på Teslas fabrik i Shanghai. Produktionen vil ske på eksisterende samlebånd og med teknologier fra nuværende modeller for at holde omkostningerne nede. To af kilderne oplyser, at bilen bliver mindre end Model Y og mindst 20% billigere at fremstille end den opdaterede Model Y. Det tyder på, at den nye model ikke blot bliver en nedskaleret version af Model Y, men en selvstændig model.
Tidligere har den amerikanske elbilgigant forsøgt sig med billigere varianter af eksisterende modeller, blandt andet i Mexico sidste år. Her lancerede de en mere simpel version af Model 3 med stofsæder, uden bagsædeskærm, med kun hvid stemningsbelysning og uden opvarmede bagsæder og rat. Det gjorde det muligt at sænke prisen på basismodellen med omkring 4.000 dollars i forhold til den amerikanske version.
Skal vinde markedsandele tilbage
Den kommende billigere Tesla-model kan derfor blive en vigtig brik i Teslas strategi om at genvinde konkurrenceevnen på det kinesiske marked, hvor presset fra lokale producenter som BYD er blevet intensiveret de seneste år. En billigere model kunne også være en mulighed for at komme tilbage i Europa hvor Tesla har mistet både anseelse og salg efter Elon Musks politiske eskapader i USA. Spørgsmålet er bare, om en billigere bil er nok til at overbevise de skeptiske europæere. Firmaet har endnu ikke officielt bekræftet planerne, men hvis rygterne holder stik, kan den nye model blive præsenteret allerede inden årets udgang.