En kniv kan bruges som våben eller til at smøre brød med, og i Canada har tyvene fundet ud af at udnytte ny teknologi på uærlig vis. Politiet har nemlig bemærket, at op til fem forskellige biltyverier har fundet sted ved hjælp af af AirTags til at lokalisere køretøjerne.
Ifølge politiet har biltyvene monteret en AirTag på “udvalgte” luksusbiler på gaden, hvorefter tyvene har kunnet spore bilerne til hjemmet, hvor de siden er blevet stjålet.
Politiet udsender nu tips til bilejere om at parkere deres biler i garager, hvis det er muligt, bruge ratlåse og opsætte overvågningskameraer for at undgå at miste deres biler. Det skriver iMore .
“Siden september 2021 har betjente undersøgt fem hændelser, hvor mistænkte har placeret små sporingsenheder på avancerede køretøjer, så de senere kan lokalisere og stjæle dem. AirTags placeres i områder, der ikke er synlige for målkøretøjerne, når de er parkeret på offentlige steder som indkøbscentre eller parkeringspladser. Tyve sporer derefter de udvalgte køretøjer til ofrets bolig, hvor de bliver stjålet fra indkørslen,” skriver York Regional Police i Ontario, Canada.
Politiet har endog lavet en informationsvideo, der advarer borgerne om problemet:
Det er langt fra første gang AirTags får på puklen. Den amerikanske avis Washington Post var et af de medier, der udtrykte bekymring for AirTag’ens evner til at spionere. Journalisten Geoffrey Fowler skrev i en artikel , hvor “skræmmende nemt” det var for ham at spionere på en kollega med AirTag.
Den megen kritik fik i juni måned Apple til at stramme sikkerheden og gøre det sværere at misbruge AirTag.