Det har mildest talt været en bumpet vej, det genopstandne Nimbus Motorcycles har kørt på de seneste tre år. Men drømmen om at skabe en ny dansk motorcykel med el som drivmiddel lever i høj grad endnu. Selskabet har for nyligt iværksat den tredje af fire aktieemissioner, der skal gøre drømmen til virkelighed.
Idemageren Claus Støvlbæk Clausen har skaffet penge til projektet af flere omgange. Først fik han en kvart million via crowdfunding. Og for knapt to år siden investerede 515 danskere i såkaldte “folkeaktier” under de to første aktieemissioner. Det gav virksomheden 4,65 milioner kroner, der er blevet brugt til finansiering af analyse-, design- og rettighedsarbejdet.
Nu er det så igen muligt at købe en lotteriseddel. Der er sat 1.000 aktiepuljer af 5.000 kroner til salg, hvilket i bedste fald vil give virksomheden en kapitalindsprøjtning på fem millioner kroner.
„Med din investering i en aktiepulje, kan vi introducere en dansk Nimbus el-cykel i 2024 og en Nimbus el-motorcykel i 2025. Vær med på rejsen mod relancering af et ikonisk dansk varemærke,‟ skriver selskabet på hjemmesiden .
Planen … Claus Støvlbæk Clausen håber at kunne præsentere en prototype på en elcykel i starten af næste år og en ditto af el-motorcyklen senere på året. Endelig lancering af motorcyklen forventes i 2025. Den skal have en pris på mellem 180.000 og 200.000 kroner og følgende specifikationer:
Motorydelse: 55-75kW/70-100HP Tophastighed: 150-160 km/t Acceleration: 0-100 km/t: 4-5 sek. Rækkevidde: 150-250 km Ladetid: 1,5-8 timer (CCS 30 min.) Batterikapacitet: 15kWh Vægt: 230-250 kg Elcyklen skal koste mellem 26.000 og 28.000 kroner og have en rækkevidde på 100 kilometer. Den får en motorydelse på 50 Nm og en tophastighed på 25 km/t.
Resultatet af denne tredje omgang af aktiesalg offentliggøres den 15. oktober. Vi ønsker Nimbus al mulig held og lykke herfra.