Bloddryppende blasfemi og medrivende karakterer

Kun kort inde i første afsnit har vi allerede set en eksploderende præst samt en irsk vampyr, der effektivt og brutalt undslipper et hold vampyrjægere. Så ved vi ligesom, hvad slags show vi er i gang med. Eller gør vi?

Det er oplagt at sammenligne Preacher med AMC’s anden kæmpesucces ‘The Walking Dead’, fordi de begge er baserede på populære, brutale og kritikerroste tegneserier. Men hvor TWD kom på skærmen mens serien stadig kørte, så har det taget 20 år at få grønt lys for en filmet version af irske Garth Ennis’ kulttegneserie. Og det er ikke fordi, man ikke har prøvet – der har været tale om et HBO-show og en filmversion, men alle er de strandet. Det kan skyldes, at tiden ikke var til volden, humoren og blasfemien, men det kan også være fordi, at hvor præmissen i TWD er relativ simpel – zombier, menneskelig konflikt og overlevelse – så er det såkaldte elevatorpitch til Preacher en hel del mere kompliceret.

En ugudelig præst

Den første vi møder er Dominic Cooper som Jesse Custer. En desillusioneret ung præst, der ikke længere hører fra Gud og som desuden har en traumatisk og ikke særlig præsteagtig fortid.

Hvis Jesse Custer er alvorstynget og træt både af sin egen fortid og af sin menigheds mange synder (og begrænsede interesse i hans kirke), så er vampyren Cassidy med den tykke Dublin-dialekt (Joseph Gilgun), der nærmest styrter ned i Jesses tørkeramte baghave, et noget mere muntert bekendtskab. Når man har levet og overlevet i over 100 år, så tager man i højere grad dagene, som de kommer, hvilket for Cassidy involvere større indtagelse af alkohol og stoffer. Men Cassidy er ikke ren spas. Under det lattermilde ydre gemmer der sig en lynsnar villighed til at ty til brutal vold, når det gælder om at beskytte sig selv eller vennerne.

Den tredje del af treenigheden, som Jesse godt nok holder en noget større afstand til, er eks-kæresten Tulip. Karakteren spillet af Ruth Negga bliver her hurtig introduceret som en enerådig og stærk ung kvinde på flugt fra ressourcestærke fjender. Præcis hvilken fælles fortid Tulip og Jesse har, og hvorfor hun vil tilbage i hans liv netop nu, må vi ligesom mange andre mysterier, der bliver sat i vandet i de første afsnit, vente med at se svaret på.

Langsomme afsløringer

Blandt de mysterier er det største nok, hvad det er for en kraft, Jesse får. I tegneserien bliver der sat navn og herkomst på allerede i første blad, og det giver et naturligt afsæt på den jagt efter – nej, det ville spoile for meget, hvis jeg skrev jagt på hvad – der siden bliver seriens videre røde tråd.

I tv-serien vælger manuskriptforfatterne mere adstadigt at rodfæste handlingen i den Texanske flække Annville. Om det skyldes budgethensyn eller om vi bare skal vente på det store roadtrip til senere, kan jeg ikke svare på, men det har i hvert tilfælde den effekt, at mange flere af byens interessante indbyggere får kød på sig, og at personer, der i tegneserien fremstår som karikaturer malet med en yderst bred pensel, her fremstår med nogen større dybde. Og det er absolut ikke dårligt. Den racistiske Sherif Hugo Root, hans søn med det meget karakteristiske ansigt samt slagteriejeren Odin Quincannon, får her flere replikker og større personligheder, så det heler ikke gør noget, hvis det tager længere tid at komme videre med deres fælles historie.

Flækken er en karakter i sig selv

I forhold til tegneserien er der skruet ned for det overnaturlige. Det er til stede – både i form af en vampyr, der i et par stærkt humoristiske scener demonstrer, at visse dele af den gængse mytologi gælder, men afgjort ikke alle. Men også i form af den mystiske kraft, der får præster til at eksplodere og får visse interessante personager til at søge mod Jesse Custer. Denne langsomme løften sløret for seriens mysterier resulterer så også i en stilistisk flot western-sekvens i afsnit to, der vil få tegneserielæsere til at klappe begejstret i hænderne, mens folk, der ikke kender historien, nok klør sig forvirret i hovedbunden. Og efter afsnit fire ved vi stadig ikke, hvad afstikkeren til 1881 betød. Om vi skal vente sæsonen eller serien ud for at få endeligt svar, ved jeg ikke, men jeg håber bare, at Preacher deler ud af sine svar med en hastighed, der tilfredsstiller alle, for allerede efter kun fire afsnit, håber jeg på, at den bliver tildelt flere sæsoner.

Preacher er tro mod sit forlæg, men mere karakterdrevet. De tre vigtigste karakterer står stærkt og er omgivet af en række interessante bifigurer i den lille by. Historien er ved at tage fart, og forhåbentligt er nye seere mere nysgerrige end. Den manglende rundhåndethed med svar kan blive et problem, men omvendt så håndterer showrunner og manuskriptforfatter Sam Catlin (Breaking Bad) og instruktørerne Seth Rogen og Evan Goldberg at opbygge en spændende start, og jeg glæder mig personligt til at se mere til Annville og indbyggerne.

Preacher sæson 1 kan ses på Viaplay – anmeldelsen er baseret på de tre første afsnit.
(Sæson 2 er netop begyndt)